»Hvis vi kan smække benene op og se 90-års-fødselsdagen, så vil vi helst det.«
Det siger sekretariatschef hos Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.
De smalle gader og mange mennesker, der bor tæt, er en del af storbyens charme. Men når det kommer til fyrværkeri, så kan det gå grueligt galt nytårsaften.
Alene Hovedstadens Beredskab havde 92 udrykninger fra 31. december kl. 12 til 1. januar kl. 04 2020/2021 – altså de 16 timer hvor fejring foregår. Tidligere år har tallet ligget over 100.
Og stod det til beredskaberne ville de da helst have lov at holde fri nytårsaften. Men selvom det ikke kan lade sig gøre, så opfordrer Danske Beredskaber nu til, at alle gør sit for at forebygge ulykker.
»Hvis man bor et sted med åbne marker omkring sig, er det jo relativt anderledes i forhold til affyring af fyrværkeri, end hvis man bor i byen,« siger Bjarne Nigaard.
Derfor opfordrer han og Danske Beredskaber nu alle til at gøre én ting, der kan forebygge ulykker nytårsaften:
Oprydning.
»Netop fordi en raket ikke altid lander, der hvor man regner med, så er det en god idé lige at tage en tur om huset og lukke låget på blandt andet papcontainere og lignende og fjerne dem fra facaden,« siger Bjarne Nigaard.
Det samme gælder for altaner og baggårde, hvor pap og andet affald kan blive antændt af raketter.
På landsplan går lige under halvdelen af beredskabets udrykninger nytårsaften til brande opstået i affald.
Og det er netop raketterne, der kan lave ulykker. Derfor er der også særlige regler, du skal forholde dig til inden lunten bliver tændt, skriver Sikkerhedsstyrelsen.
Du skal altid overholde den sikkerhedsafstand, der fremgår af fyrværkeriet
Du må ikke anvende raketter nærmere end ti meter fra bygningsåbninger
Hvis du affyrer raketter, er afstandskravet 200 meter til bygninger med let antændeligt tag, brændbare oplag og brændbar vegetation.
Sikkerhedsafstanden fordobles i blæsevejr
Men fredag formiddag er Bjarne Nigaard endnu fortrøstningsfuld.
»Lige nu glæder jeg mig over vejret. Det er vindstille og vådt, og det er drømmen for en brandmand,« siger Bjarne Nigaard.