En person er omkommet i den voldsomme brand, som onsdag formiddag brød ud på Græskæmnervej 17 i Svendborg.

Identiteten på den afdøde er endnu ikke kendt.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

'Politiet kender endnu ikke identiteten på den dræbte, men har en formodning om, hvem der er tale om,' skriver de blandt andet.

Den tilskadekomne blev bragt på sygehuset umiddelbart efter redningsmandskabets ankomst til stedet.

En anden person er blevet lettere såret i forbindelse med branden, som udbrød klokken 10.55, og som tog beredskabet fem timer at slukke.

Branden opstod i forbindelse med en kraftig eksplosion, og sprængstofeksperter fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste blev derfor tilkaldt for at sikre gerningsstedet, så kriminalteknikerne kunne komme i gang med efterforskningen.

Klokken 20.58 oplyser politiet, at kriminalteknikerne har afsluttet deres undersøgelser på brandstedet.

De kan dog på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om hverken den dræbte eller den tilskadekomne.

Efterforskningen fortsætter torsdag, og politiet kommer ikke med flere oplysninger inden da.

Hvad, der forårsagede eksplosionen, er derfor endnu uvist.

I forbindelse med branden og eksplosionen er beboere i fire gader i den østlige del af byen blevet evakueret.

Dog er der ikke noget, der tyder på, at de nærliggende huse har taget skade i forbindelse med branden.

Derfor har politiet ophævet det fareområde, der siden i onsdag formiddag har betydet, at beboerne i området omkring Græskæmnervej 17 i Svendborg har været evakueret fra deres hjem, og at vejene i området har været spærret.