En person er kørt til traumeundersøgelse på sygehuset efter en voldsom ulykke på Greve Centervej tidlig lørdag morgen.

Her kørte en hvid Tesla og en varevogn frontalt sammen.

»Den ene fører er kørt til undersøgelse på traumecenteret, fordi det ikke kunne udelukkes, at der er sket noget alvorligt,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Olesen.

Han tilføjer, at det er føreren af varebilen, der er kørt til traumeundersøgelse.

To personer er kørt på sygehuset.
To personer er kørt på sygehuset. Foto: BN Foto/Byrd
Vis mere

Føreren af Teslaen er kørt til tjek på skadestuen.

Ulykken kan få et retligt efterspil.

»Vi har taget en blodprøve på den ene part, fordi der er mistanke om alkoholpåvirkning,« fortæller Henrik Olesen.

Ulykken blev anmeldt klokken 05.37.

Greve Centervej blev spærret, mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet, men er nu blevet genåbnet.