En person er indlagt efter et knivstikkeri i Odense. Han er dog uden for livsfare.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter kort efter klokken 14.

Episoden fandt sted i Nørregade/Skulkenborg i den fynske hovedstad omkring klokken 9.30.

To mænd blev anholdt i sagen, hvorefter den ene er blevet løsladt.

Den anden mand skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 09.30.

Det sker ved Retten i Svendborg, hvor han er sigtet for 'kvalificeret vold' i forbindelse med knivstikkeriet.

Politiet arbejder stadig på gerningsstedet, og på nuværende tidspunkt er der ikke yderligere oplysninger i sagen.

Det vides derfor heller ikke, hvad der er gået forud for knivstikkeriet. Det eneste, der intil nu er kommet frem om den forurettede, er, at det drejer sig om en mand på 50 år.

Vidner fortæller til Fyens.dk, at manden blev stukket i halsen, men det er endnu ikke bekræftet af politiet.

Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere