Politi og brandvæsen er til stede ved trafikulykke i Frederiksværk fem personer er kommet til skade.

Frederiksværk. Efter et sammenstød lørdag eftermiddag mellem to biler i Frederiksværk er fem personer kommet til skade.

Særligt én person er hårdt tilskadekommen, lyder meldingen fra Nordsjællands Politi.

- Det betyder, at man er der, hvor man skal flyves til Rigshospitalet, siger vagtchef i Nordsjællands Politi Jan Hedager.

Der er igangsat en stor redningsindsats, hvor adskillige politibiler samt ambulancer og brandvæsen er på stedet.

Anmeldelsen om ulykken tikkede ind hos politiet kort før klokken 16.

Politiet kan ved 17-tiden ikke oplyse nærmere om tilstanden på de tilskadekomne.

Det fremgår blot, at en person er kommet hårdere til skade, end de resterende.

- Vi arbejder på højtryk derude, men vi har endnu ikke fået nærmere meldinger, siger han.

Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvordan ulykken fandt sted. Men politiet bekræfter, at to biler er kørt sammen.

Sammenstødet betyder, at vejen er blevet spærret. Derfor skal bilister, der vil via Hundestedvej ved Ellevej i Frederiksværk, skal finde alternative ruter.

/ritzau/