En person er dræbt i en trafikulykke i Nordborg på Als.

'Politi og redning er tilstede ved et færdselsuheld på Ringvej i Nordborg. En person er erklæret død efter påkørsel af ukendt køretøj,' oplyser Syd-og Østjyllands Politi på Twitter.

I forbindelse med den tragiske ulykke efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi en 'ældre grå SUV' eller lignende.

Et vidne har ifølge politiet hørt en lyd som af en påkørsel og så dernæst en lysegrå SUV-lignende bil køre ad Ringvej mod øst.

I en opdatering fra politiet på Twitter skrives der, at den dræbte er en 58-årig mand fra Nordborg-området.

De pårørende er underrettet i sagen.

Derudover har politiet ikke yderligere oplysninger for nuværende. Og det står således heller ikke klart, hvad der er fundet sted i forbindelse med ulykken.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der kan have været vidne til den tragiske ulykke.

De vil meget gerne i kontat med alle, der er kørt, gået eller cyklet forbi ulykkesstedet lige efter ulykken.

'Man har altså som trafikant kunnet se, at der var sket noget. Enten ved at manden lå på kørebanen eller ved, at der var samlet mennesker omkring stedet.'

De skriver i en pressemeddelelse, at den lysegrå bil endnu ikke er fundet, og der er kun kommet ganske få henvendelser i sagen.

Alle mulige vidner kan kontakte politiet på 114.