Et område i Vognporten i Albertslund er spærret af, da politiet efterforsker et slagsmål, som udviklede sig til et knivstikkeri.

»En person er anholdt på stedet, mens en anden er kommet til skade,« oplyser den vagthavende hos Vestegnens Politi.

Det var en kontrovers mellem to mænd i en opgang, der først blev til et slagsmål, og senere eskalerede til et knivstikkeri, skriver Ritzau.

Det var overboen, der blev anholdt, mens underboen endte med at blive alvorligt såret af knivstik, og han blev senere hastet til Rigshospitalet, hvor han er indlagt på traumecenteret.

Politiet har endnu ikke fundet det våben, der blev brugt, og de kan heller ikke oplyse årsagen til slagsmålet.

I øjeblikket leder de i vandet nær boligblokken.