Mandag morgen udbrød en større brand i en etageejendom i Kastrup. En person er omkommet.

Branden udbrød på Kastrupkrogen og politiet modtog alarmopkaldet kl 06.41. 

- Vi får besked om at det brænder på 2. sal. Det kan vi konstatere er korrekt, da vi kort efter ankommer på stedet, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings.

15 personer er blevet evakueret.

-  En person kom selv ud af lejligheden, mens en kvinde måtte reddes ud med tredjegradsforbrændinger på store dele af kroppen. Jeg har her kl. 08:35 fået at vide, at hun desværre er afgået ved døden,  siger  Mads Firlings.

Der er sørget for en opvarmet bus til de evakuerede.

- Der er umiddelbart intet mistænkeligt ved branden. Branden er nu slukket og der er ikke fare længere, siger Mads Firlings.

Han kan ikke på nuværende tidspunkt fortælle om de andre evakuerede kan vende tilbage til deres lejligheder eller om de fortsat skal evakueres.