Det er en måned siden 18-årige Emilie Meng forsvandt i Korsør. Det er lang tid set med efterforskningsøjne. Mulige vidner begynder at glemme vigtige detaljer. Hos de frivillige er håbet også under forandring.
Jane Valsted kan ikke glemme det. Emilie Mengs moster og kusiner der står inde i hendes stue og ser på kortet over, hvor de frivillige eftersøgningshold har ledt. Nu er det en måned siden, at den dengang 17-årige pige forsvandt i Korsør, og mens tiden stadig går, holder lederen af det civile eftersøgningshold fat i noget, hun så i familiemedlemmernes ansigter den dag og som er en genkendelig frygt, når hun ser på sin egen 17-årige datter, der ikke længere tør gå alene hjem fra Korsør station om natten.
»Den smerte er virkelig...ja, puha. Det er virkelig med til at motivere mig. Vi skal finde hende.«
De mange efterlysningsplakater med Emilie Mengs smilende ansigt er blevet sat op landet over. Men de er desværre også begyndt at blive taget ned igen af grunde, som Jane Valsted ikke kan forstå. Hun har selv holdt håbet i den seneste måned, mens hendes ferie er gået med at involvere sig i alle døgnets 24 timer. Folk skriver hele tiden til hende. Har de nu søgt de rigtige steder? Har politiet nu tjekket kameraet i Emilies mobiltelefon? Har Emilies forsvinden haft en forbindelsen til den nylige brand i byen?
Efter 14 dage er det »op af bakke«
»Alle tænker på hende. Det er tæt på. Vi er jo en lille by. Jeg kunne ikke bare smide det hele igen. Det vakte følelser og bekymring i mig og jeg har hele tiden tænkt på, at det kunne være sket for mig selv. Vi troede alle i begyndelsen at det bare ville være piece of cake at finde Emilie. Det var den følelse, der gik igen hos både mig og andre frivillige. Vi begyndte søndag med eftersøgningen og op af mandagen tænkte jeg, at der alligevel var noget her, der ikke stemte,« siger hun.
En måned er lang tid, når man skal efterforske en sag. Mulige vidner begynder at glemme og det bliver sværere at få dem til at melde sig. Sådan lyder vurderingen fra Kurt Kragh, foredragsholder og tidligere efterforskningsleder i Rigspolitiets Rejsehold.
»Man plejer at sige, at hvis der går over 14 dage, bliver det op af bakke at opklare sagen. Vi siger til os selv, at vi vil henvende os til politiet, hvis vi ser noget mistænkeligt. Men hvis man ser naboen komme kørende klokken tre om natten, vil man ikke studse over det. Den information kan bare vise sig at være rigtig vigtig for politiet. Hvem har været i det område indenfor det tidsrum, hvor Emilie angiveligt har gået alene gennem byen? Politiet er altid interesseret i at vide, hvem der har været derude. Efterhånden som tiden går, bliver det sværere og sværere at få den slags information. Kan du selv huske, hvem du mødte for en måned siden i gadebilledet?«
Offentlighedens opmærksomhed er vigtig
Det er vigtigt, at der fortsat er fokus på Emilie Mengs forsvinden. Og at folk taler om det. Ellers bliver sagen glemt hurtigt. Det har Kurt Kragh set ske mange gange.
»Der kan godt sidde én person i Korsør med en mistanke eller viden, der trykker. Vores erfaring er, at jo længere tid man holder liv i omtalen, desto større chance er der for, at sådant et menneske melder sig på banen. Fordi de ikke længere kan holde det ud. Omvendt undlader mange mennesker at henvende sig, fordi de tror, at politiet ved det i forvejen, eller fordi de mener, at det er irrelevant. Men det kan sagtens være relevant, at man så sin søde nabo gå ned af gaden den nat. Det argument har jeg selv hørt fra mange vidner. Ofte vil de heller ikke kaste mistanke på et menneske, som de opfatter som værende uskyldigt. Jeg har selv haft sager, hvor det på papiret har været en banal detalje, der har bragt efterforskningen videre,« siger han.
I de seneste dage har folk henvendt sig til politiet i Skive, fordi de har været sikre på, at de har set Emilie Meng gå i lokalområdet med en cykel. Hvilket både familie og politi har afvist.
»Mange mener oprigtigt, at de har set den efterlyste. Men sagen er desværre ofte den, at det er vanskeligt at genkende et menneske ude i virkeligheden, når man kun har set det på foto én gang. Det er let at tage fejl. Derfor undrer det mig ikke, at folk i Skive tror, at de har set hende.«
»Den fuldendte forbrydelse«
Når man taler om mistænkte, har politiet haft fat i dem, der bor i området og som tidligere har været involveret i enten voldssager eller sædelighedsforbrydelser. Den svære opgave er at finde frem til dem, politiet ikke har umiddelbart kendskab til.
»Personer, der er på besøg eller ferie i området. Det kan også være personer fra et lokalt asylcenter, institutioner og hoteller,« siger Kurt Kragh.
Har Emilie Meng været ude for en ulykke? Er hun forsvundet af egen vilje eller med tvang? Eller hun blevet udsat for en forbrydelse? De scenarier tegner sig og det sidstnævnte vil blive vanskeligt at opklare, hvis det er tilfældet.
»Der vil altid være en vis risiko forbundet ved at gå alene fra stationen klokken fire om natten Strækningen til hendes hjem har været uden færdsel og mennesker. Der er ikke mange, der vil kunne se en forbrydelse. Alle faktorerne er desværre til stede for at man kunne begå den fuldendte forbrydelse. Jeg føler virkelig med familien, men også politiet i den her sag, fordi det er virkelig svært. En ung pige der forsvinder midt om natten i et øde område. Det kan næsten ikke være værre,« siger Kurt Kragh.
Politi: Der er tre muligheder
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der leder efterforskningen af Emilie Meng-sagen, håber man stadig på at flere vidner vil melde sig. Sådan lyder meldingen fra politikommissær og efterforskningsleder Marianne Roed.
»Vi følger stadig op på de henvendelser, vi får, og vi har stadig nogle tekniske ting, vi kigger på, og så laver vi afhøringer i områderne. Det er sent, vidnerne henvender sig, men der har jo været ferie. Vi tror, at der er nogle borgere, der først sent er blevet opmærksomme på, at deres observationer kan være interessante for os,« siger hun.
Her efter en måned arbejder politiet ud fra den samme teori, som man hele tiden har arbejdet ud fra.
»Emilie er forsvundet: Enten er hun forsvundet af egen fri vilje, eller også er der sket en ulykke eller en forbrydelse.«
Og er der nogle ting, I hælder mere til end andre nu, hvor der er gået en hel måned?
»Nej, det er der ikke.«
Hvad gør I aktivt for at få flere borgere og vidner til at henvende sig på ny?
»Der bruger vi pressen. Vi mangler stadigvæk to yngre personer, der var med toget den morgen, hvor Emilie også var med toget. Vi ved, de var med toget, men vi kender ikke identiteten på dem, og det er som rene vidner, vi mangler dem,« siger Marianne Roed.
En måned er også lang tid til at producere mere vidtløftige teorier om Emilie Mengs forsvinden. På Facebook har Jane Valsted været nødsaget til at slette flere kommentarer i eftersøgnings-gruppen. De clairvoyante er også begyndt at henvende sig med ideer om, hvor den 18-årige pige er.
»De mest vidtløftige teorier jeg har lagt øre til er, at hun i virkeligheden er gravid og ikke tør tage hjem og fortælle sine forældre det. En anden gik på, at hun var konverteret til islam og derfor måtte forsvinde. Vi har sågar været ude for, at én af vores frivillige er blevet beskyldt for, at han har Emilie. I sådanne tilfælde har det været svært at holde hovedet koldt. Det er jo vildt, at folk kan finde på sådan noget. Sagen her har virkelig vakt mange følelser.«
»Svært at tro, hun er i live«
På Facebook har det civile eftersøgningshold også mødt kritik. Borgere er blevet sure over, at man ikke hver dag har lavet de store koordinerede eftersøgningshold og at gruppen ikke smider kort op over, hvor de søger.
»Det har været slående, hvor hurtigt man får én over næsen, fordi man stiller op. Vi og andre vil godt involvere os og hjælpe familien, men alligevel får man negative kommentarer for det. Det forstår jeg ikke. Men jeg har også mødt et Danmark med et helt unikt sammenhold, der virkelig glæder mit hjerte. Jeg får kuldegysninger bare af at snakke om det. Det har været stort, at man har kunne samle folk på den måde. Vi manglede for nyligt koordinatorer til at sætte plakater op landet over. Da vi skrev det på Facebook, var problemet løst to timer senere. Folk tripper for at give en hånd med,« siger hun.
Frygten er uforglemmelig. Her en måned efter er det Jane Valsteds håb, der har forandret sig.
»Det er svært at tro på, at hun stadigvæk er i live. Jeg håber det virkelig. Men håbet svinder ind. Hun har været væk i lang tid nu. Jeg tror ikke, at en 17-årig pige på den måde lukker døren til alt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis sagen ikke bliver opklaret. Tanken om aldrig at få vished om Emilie er for stor lige nu. Jamen, stakkels familie for fanden.«
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Emilie Mengs familie. De har ikke ønsket at medvirke i artiklen.
