En person er dræbt, og to andre er i kritisk tilstand efter et skyderi på Nørre Allé i Kalundborg tirsdag aften.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen om skyderiet klokken 18.12.

I en pressemeddelelse tirsdag aften oplyser politiet, at der er tale om tre yngre mænd. Den ene var død, da politi og ambulance nåede frem, mens de to andre er bragt til sygehuset i kritisk tilstand.

Politiet ved ikke, hvem de tre ofre er, og kan midt på aftenen ikke oplyse mere om skudepisoden.

Klokken 18.26 fik politiet en anmeldelse om en brændende bil på Eskebjergvej i Kalundborg. Man vil ikke udelukke, at den kan være brugt ved skyderiet.

Tirsdag aften er politiet fortsat massivt til stede i området, hvor der efterforskes intensivt. Der skal blandt andet laves en række tekniske undersøgelser, og arbejdet ventes at vare hele natten.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne høre fra folk, som måtte have set noget mistænkeligt eller usædvanligt omkring Eskebjergvej, hvor den brændende bil blev fundet, i løbet tirsdagen.

Desuden vil man gerne høre fra vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området omkring Nørre Allé omkring klokken 18.12.

- Vi forventer ikke at kunne give yderligere oplysninger i sagen før tidligst onsdag formiddag, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/