En 49-årig mand er lørdag eftermiddag blevet kørt til hospitalet med alvorlige skader efter et overfald i Kolding.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politiet blev alarmeret om et overfald på Holmsminde i Kolding klokken 16.12.

- Vores patruljer anholdt en formodet gerningsmand på Brostræde kort tid efter anmeldelsen, lyder det fra politiet.

Den anholdte er en 30-årig mand.

Sydøstjyllands Politi vurderer, at overfaldet er et internt opgør, og at der derfor ikke er fare for øvrige borgere i området.

Den foreløbige efterforskning tyder ikke på, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø, oplyser vagtchef Jacob Andersen fra Sydøstjyllands Politi.

Det er endnu ikke besluttet, om den 30-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

Tidligere på dagen meddelte politiet, at man var talstærkt til stede i Kolding, hvor man undersøgte et mistænkeligt forhold.

Politiet er lørdag aften fortsat til stede i området omkring Holmsminde.

- Hvis man er vidne til overfaldet, anmoder vi om, at man ringer til telefon 114 med sine oplysninger, skriver Sydøstjyllands Politi på Politi Update.

RITZAU