Et lægebesøg udviklede sig til en voldsom kontrovers natten til torsdag, og situationen endte med, at en vagtlæge blev stukket i brystet.

Nu fremstiller Østjyllands politi en 20-årig kvinde ved grundlovsforhør i retten i Randers torsdagt.

Det skriver Østjyllands Politi i et tweet. Grundlovsforhøret finder sted ved middagstid.

»Det er en kvinde, som bliver tilset af en læge, og de bliver så uenige, og så vælger hun at gribe en saks og stikke ham i brystet,« uddyber Morten Bang Rasmussen, som er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Overfaldet fandt sted på et bosted i Randers, og det skete ved en konsultation omkring klokken 2.27 natten til torsdag.

»Lægen blev efterfølgende sendt på skadestuen, hvor han blev behandlet, men han havde ikke pådraget sig alvorlige skader,« lyder det fra vagtchefen.

Han oplyser videre, at politiet ikke tidligere kender den 20-årige kvinde for lignende forbrydelser.

På nuværende tidspunkt vil man fra politiets side ikke oplyse, hvilket bosted der er tale om.

Det er heller ikke sikkert, at man på stedet endnu har fået oplyst alt om nattens episode, lyder forklaringen fra vagtchefen.

Den 20-årige kvinde bliver nu sigtet for kvalificeret vold.

Opdateres...