Allerede inden dens udgivelse fik Netflix-dokumentaren 'En ven, en morder' massiv kritik.
Særligt Emilie Mengs mors bistandsadvokat, Mai-Brit Storm Thygesen, var chokeret over, at dokumentaren, hvor tre venner til Philip Westh, der blandt andet er dømt for drabet på Emilie Meng, står frem og fortæller deres historie.
Alligevel er dokumentaren blevet taget usædvanligt godt imod efter dens udgivelse i starten af marts.
Dokumentaren er blevet set over otte millioner gange, fremgår det af Netflix' officielle hjemmeside.
For tredje uger i streg ligger den samtidig nummer et over de mest sete programmer på Netflix i Danmark.
Mai-Brit Storm Thygesen udtrykte sin forargelse over dokumentaren, som hun kalder »usmagelig« og unødvendigt dramatisk, i mediepodcasten Q&Co.
»Jeg er faktisk chokeret. Den er værre, end jeg havde forestillet mig,« lød det dengang fra bistandsadvokaten.
Her fortalte hun desuden om, hvordan Emilie Mengs mor »har gjort alt« for at få dokumentaren stoppet.
På daværende tidspunkt rakte B.T. ud til Netflix og dokumentarens instruktør, Christian Dyekjær, for at forholde dem bistandsadvokatens kritik.
Dyekjær vendte aldrig tilbage på henvendelsen, mens Netflix henviste til en tidligere udtalelse fra dokumentarens medskaber, Bo Norström Weile.
»Jeg skal ikke kunne gøre mig til dommer over, hvad folk synes er underholdning. Jeg ved i hvert fald bare, at der ikke er noget underholdende element i de dogmer, vi har lagt ned over historien og i den ærlige historie, som kilderne fortæller,« lød det fra Bo Norström Weile.

