Øverst ses et af de spor, som politiet valgte at gå videre med, nemlig en hvid bil set ved Korsør Station den nat, Emilie Meng forsvandt. Det kan du læse mere om her

Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk

Natteravnene i Korsør har fået stjålet optegnelser om Emilie Meng-sagen, hvor navne og adresser på mistænkelige var skrevet ned.

Hundreder af frivillige søgte i ugerne efter 17-årige Emilie Mengs forsvinden fra Korsør Station tidligt søndag den 10. juli 2016 efter hende. Også Natteravnene i Korsør var aktive. Faktisk gik de fra dør til dør i både Korsør og på Halsskov for at spørge folk, om de havde set noget eller vidste noget.

Læs også: Politiet om Emilie Meng-sagen: Vi får henvendelser om konkrete personer

Det skriver Sjællandske.

Med havde Natteravnene den plakat, der viste et billede af Emilie Meng og efterlysningen af hende. Efterfølgende blev folks reaktioner skrevet ned af natteravnene, men nu er disse optegnelser blevet stjålet ved et indbrud i det hus på Korsør Fæstning, hvor Natteravnene har deres base.

»Vi er meget kede af, at de er væk. Men vi undrer os over, hvorfor de har taget logbogen med optegnelserne, bolsjer, kondomer og en lille sparegris, når der også står flere spritnye og dyre cykler,« siger Natteravnenes talskvinde/formand Charlotte Vang til Sjællandske, der tror, at det er ret tilfældigt, at indbrudstyven har taget Emilie Meng-optegnelserne.

Udover tasken er der som skrevet stjålet en sparegris med et mindre beløb, lygter, en logbog over deres ture, bolsjer og kondomer.

Kasserer hos Natteravnene Benjamin Erichsen uddyber, hvilke optegnelser der var om Emilie Meng-sagen.

»Vi stemte jo dørklokker i hele Korsør, da hun forsvandt. Vi medbragte plakaten med hendes billede og efterlysningen af hende og spurgte så, om folk havde set hende eller vidste noget. Hvis folks reaktioner var mærkelige, så skrev vi det efterfølgende ned. Det er disse optegnelser, vi har fået stjålet,« siger Benjamin Erichsen til Sjællandske.

Han tilføjer, at Natteravnene for længe siden har tilbudt politiet oplysningerne, men at ordensmagten aldrig kom og hentede dem.