Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var ramt af ferie, da 17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station.

Det har politiledelsen erkendt over for Mai-Britt Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Emilie Mengs mor og stedfar.

»Vi har fået nogle forklaringer om, at man helt indledningsvis var ramt af sommerferie nede i politikredsen. Der var ikke alle de ressourcer, der skulle være, og der var også et forholdsvist skiftende mandskab i forhold til, hvem der stod og havde førerhatten på. Det har både familien og jeg oplevet som et problem i forhold til de ting, der blev gjort og ikke gjort på det tidspunkt,« siger Mai-Britt Storm Thygesen til B.T.

I fjerde afsnit af B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet', som du kan høre herunder, bliver både politiets efterforskning i de første afgørende uger gennemgået, ligesom vi kigger på den omfattende civile eftersøgning, der blev etableret efter Emilie Mengs forsvinden.

Emilie Meng forsvandt sporløst 10. juli 2016, efter hun tog afsked med sine veninder på Korsør Station. Hendes forsvinden skete midt på sommeren, hvor både ledende og menige medarbejdere hos politiet tog på ferie.

Grundet ferieafviklingen kom flere forskellige ledere og medarbejdere i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ind over sagen under de første uger og måneder.

Det bekræftede politikommissær Marianne Roed, da hun i april blev indkaldt som vidne i en sag om forsøg på ulovlig aflytning i Emilie Meng-sagen.

»Der bliver ikke sat en stor fast gruppe på, fordi der er noget ferie,« sagde Marianne Roed dengang i retten.

Anklageren i sagen læste otte-ti navne på betjente op, som var inde over sagen i begyndelsen. En af dem var udlånt fra en anden politistation.

Negativt med skiftende hænder

At sagen har skiftet hænder i de første afgørende uger, kan have haft stor indflydelse på efterforskningen. Det siger Jan Jarlbæk, der selv har en fortid som efterforsker i komplicerede kriminalsager.

»Det har haft en betydning, at den skifter hænder hele tiden. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. For sådan nogle sager som dem her, de er bare svære,« siger Jan Jarlbæk.

Han mener dog ikke, at man kan rejse kritik af politiet for at afvikle ferien, da de i sommeren 2016 ikke vidste, at der var tale om en drabssag:

»Man kan spørge, om de burde være blevet hjemme fra ferie, men de bliver også hele tiden punket for, at de ikke må have for meget ferie,« siger Jan Jarlbæk.

Kaos og lovbrud

Mens der reelt kun var få politifolk koblet på sagen, mødte et rekordstort antal frivillige op for at lede efter den forsvundne teenager.

I fjerde afsnit af B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' taler vi med Janne Bisgaard, der er frivillig i organisationen Missing People.

Hun fortæller om kaotiske scener, hvor eftersøgningen kom ud af kontrol, og hvor loven ikke blev overholdt. Derfor måtte Missing People til sidst overbringe Emilie Mengs familie en svær besked:

Frivillige leder efter Emilie Meng ved Korsør Station, hvorfra hun forsvandt 10. juli 2016.
Frivillige leder efter Emilie Meng ved Korsør Station, hvorfra hun forsvandt 10. juli 2016. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

»Det er ultimativt den værste samtale, jeg har haft i hele mit liv, for jeg syntes i den grad, at jeg svigtede familien. Vi måtte fortælle dem, at vi ikke længere kunne være på sagen,« fortæller hun.

B.T. har været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og de har ikke ønsket at medvirke i B.T.s podcast.

Lyt til B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' her.

Ved du noget om sagen, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til meng@bt.dk - Tak.