Dykkere har i samarbejde med Østjyllands Politi onsdag formiddag været massivt til stede ved Randers Fjord i forsøget på at finde en forsvunden person.

Det skyldes, at der for ni dage siden blev fundet en menneskeknogle i vandet. Ved 15-tiden oplyser Østjyllands Politi på Twitter, at de har fundet flere knogler, der kunne stamme fra et menneske.

Det bekræfter presseafdelingen hos Østjyllands Politi over for B.T.

B.T. har desuden talt med 23-årige Emil Johannessen, som fandt knoglen den 4. maj.

Emil Johannessen fandt knoglen den 4. maj under en fisketur. (Foto: Øxenholt foto)
Emil Johannessen fandt knoglen den 4. maj under en fisketur. (Foto: Øxenholt foto)

»Jeg var ude at fiske, da jeg fik fat på noget på bunden. Da jeg får det op, ligner det en lårbensknogle,« siger han og fortsætter:

»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg tog et billede og sendte det til min far, som sagde, jeg skulle ringe til politiet.«

Ifølge Emil Johannessen hastede politiet ud til Randers Fjord, hvor de udspurgte ham og konfiskerede knoglen. I går, tirsdag, blev han så ringet op af politiet, der bad ham om at møde op ved fjorden for at udpege, hvor han præcist fandt knoglen.

»Jeg går ud fra, at de har brugt den sidste uges tid på at undersøge, hvorvidt det reelt var en menneskeknogle eller ej,« siger han.

Om episoden siger den 23-årige følgende:

»Det har været specielt og underligt, men jeg håber, at der måske sidder nogle familiemedlemmer derude, som savner én, men som nu kan få forløsning.«

Østjylland Politi oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer, før de er færdige med eftersøgningen på stedet. De fortæller dog, at de har en mistanke om, hvem knoglen kan tilhøre.

Politiet skriver afsluttende, at knoglerne vil blive sendt til nærmere undersøgelse. De har ikke yderligere at sige til sagen, før resultaterne kommer.