To bevæbnede gerningsmænd overfaldt Emil Skov i den guldsmedeforretning, hvor han arbejdede. De stjal værdier for 4,5 millioner kroner, men de stjal også hans liv. Han er blevet førtidspensionist som 40-årig og lever i dag isoleret fra omverdenen med kronisk angst.
12. juni 2013
Solen varmede Emil Skov, mens han en onsdag morgen i juni cyklede på brostenene forbi Gammeltorv i København. Nede langs det travle Nytorv og forbi Rådhusstrædets kaffebarer og tøjbutikker. Han steg af cyklen foran guldsmedeforretningen Mads Laier Diamanten, hvor han arbejdede.
»Jeg skulle møde ind klokken 09.30, men jeg var lidt sent på den. Jeg havde taget cyklen og ikke bilen den morgen, fordi vejret var fantastisk. Solen stod højt, og det var virkelig varmt. Jeg ringede til en kollega på vej til arbejde og fortalte, hvor meget jeg glædede mig til at sælge et ur til en stamkunde senere den dag,« fortæller han.
Han trak sin cykel ind i gården bag guldsmedeforretningen. Porten ud til gaden var ikke lukket, fordi skraldemændene skulle hente affaldscontainere den morgen. Emil Skov låste sig ind i opgangen og trykkede koden til alarmen. Han slog først dørens øverste lås fra og dernæst den nederste. Han gjorde alt det, som han plejede at gøre. Han tog et skridt ind i butikkens mørke baglokale. Idet han ville vende sig om og lukke døren efter sig, blev han skubbet hårdt ned på gulvet bagfra. Han tabte sine briller, men han kunne ane, at der pludselig stod to maskerede mænd over ham. Bredskuldrede og stærke som okser. De havde mørke jeans og sorte trøjer på. Handsker på hænderne, elefanthuer over ansigtet og begge bevæbnet med håndvåben.
»We will kill you,« råbte de flere gange på gebrokkent engelsk.
»De bandt mine arme og ben med gaffatape. De gav mig tape for munden, som næsten dækkede min næse. Jeg kunne ikke trække vejret. Hver gang jeg forsøgte at bevæge min mund for at løsne gaffatapen, slog og sparkede de mig,« fortæller Emil Skov.
De to mænd havde også medbragt en strømpistol, som de flere gange brugte mod ham. Flere tusind volt lammede alle hans muskler, så han ikke kunne tale og røre sig. To gange mistede Emil Skov helt bevidstheden.
»Det gik så hurtigt. Jeg besvimede, og da jeg vågnede op, sparkede de mig igen og igen.«
Han tænkte, at det nu skulle slutte og sagde i tankerne stille farvel til sin familie.
De holdt deres pistoler for tindingen af Emil Skov og satte håndjern på hans hænder, som de førte om på ryggen af ham.
Mændene ville have adgang til sikkerhedsboksen.
»Hvor er boksnøglen?« råbte de.
Emil Skov troede, at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke gav nøglerne fra sig.
Han lå bagbundet og forslået på gulvet. Til sidst gav han nøglen fra sig. Mens den højeste af gerningsmændene tømte sikkerhedsboksen for værdi, stod den anden og mindre mand vagt over ham. Hver gang han forsøgte at vriste gaffatapen fra munden, fordi den langsomt kvalte ham, fik han stød med strømpistolen eller slag og spark på kroppen. Første gang satte de strømpistolen mod håndjernene, som han havde om hænderne. Anden gang i ryggen.
»Det lugtede som et slagtehus af brændt hud. Min vest smeltede ind i kødet på mig,« siger Emil Skov.
De maskerede mænd hev ham til sidst hen i et hjørne i baglokalet, hvor de rettede deres skydevåben mod hans hoved.
»Two minutes,« sagde den ene. De ville sikre sig et forspring, før Emil Skov aktiverede overfaldsalarmen. Kort efter smækkede jerndøren.
På under to minutter havde de tømt guldsmedeforretningen på Rådhusstræde for 23 Rolex- og Omegaure og flere værdifulde smykker. Et udbytte på over 4,5 millioner kroner. Emil Skov kunne ikke hjælpe politiet med et detaljeret signalement af de to mænd, da de ankom stedet. Han havde mistet sine briller under røveriet og havde dengang -6 i styrke. Han var besvimet to gange og var efterfølgende i slem choktilstand.
»Det føltes som ti år, men det hele varede måske kun to minutter,« forklarer Emil Skov.
For fem år siden blev Emil Skov en af guldsmede- og urmagerbranchens konsekvenshistorier. Det har taget ham flere år at finde ordene til nu for første gang at beskrive, hvordan gerningsmændene den morgen forandrede hans liv.
Nu fortæller han sin historie, fordi han ønsker, at flere forstår, hvilken risiko guld, ure og diamanter gemmer på.
Han møder BT i lokalerne på den hæderkronede Toldbod Bodega i København et stenkast fra hovedstadens gamle fæstningsanlæg, Kastellet. Han er velklædt og skiller sig ud fra mængden på Esplanaden. Han er iført en kamelfarvet strik med rullekrave, mørke bukser og lædersko. I den ene hånd holder han sin sorte pelsfrakke og i den anden sin hvide puddelhund.
Han ligner ved første øjekast ikke en mand med invaliderende posttraumatisk stress og voldsomme fysiske og psykiske mén. Det er kun detaljerne, der afslører det. Han går forsigtigt og langsomt ind i bodegaen med en let halten på det ene ben. Blikket er nervøst og stemmen forsigtig. Han sætter sig ved et bord i hjørnet og skænker et glas vand. På den venstre hånd breder et stort ar sig hen over håndryggen påført af strømpistolen, som gerningsmændene brugte.
Siden har halvdelen af hans ene hånd været følelsesløs.
Guldsmedsrøverier bliver hele tiden grovere
Danmark bevæger sig mod et kontantløst samfund og er på verdensplan et af de lande, som har færrest kontantbetalinger og flest kortbetalinger pr. indbygger. Tankstationer, supermarkeder og i mange tilfælde også banker står derfor uden kontanter i kassen. Guldsmede og urmagere har derimod altid varer af høj værdi, som er let omsættelige.
Tal fra brancheforeningen Danske Guldsmede og Urmagere viser, at der på landsplan bliver begået 10-15 røverier hvert år. Tal fra sidste del af 2017 viser, at der i alt var 13. Tallene kan dog ikke stå alene, fortæller direktør i brancheforeningen, Trine Thorning. De grove røverier har nemlig i mange tilfælde ødelæggende konsekvenser for de ansatte, som står bag skranken, når det sker.
»Selv om antallet udefra set kan virke forholdsvist lille, er der til gengæld en tendens til, at røverierne er blevet mere voldsomme. De udføres med en langt større kynisme, og eftervirkningerne for ofrene er derfor blevet værre. Vi har set eksempler på, at gerningsmænd har benyttet økser til at smadre døre i åbningstiden, de ansatte er blevet truet med skydevåben, slået og bagbundet. Enkelte guldsmede har også oplevet særdeles voldsomme hjemmerøverier.
Hvor det før i tiden måske var en desperate gerningsmand, der havde brug for et hurtigt fix, så er det nu i langt højere grad blevet afløst af veltilrettelagte og professionelt udførte røverier. Ofte af organiserede udenlandske bander,« siger hun.
Stort set alle røverierne er af så grov karakter, at det ifølge Trine Thorning vil få en eller anden eftervirkning på de ansatte, som i mange tilfælde aldrig vender tilbage til deres arbejde efter et røveri. De kommer sig ikke over det, konstaterer hun.
Et ødelagt liv
Det er fem år siden, at Emil Skov lå bagbundet på gulvet i guldsmedeforretningen. Den 12. juni 2013 er en dato, som er brændemærket i hans krop og sind. Han arbejdede 12 år i branchen og har været udsat for i alt seks væbnede røverier i sin tid i én af Københavns største og mest prominente forretninger.
Konsekvenserne af det sidder i kroppen på ham den dag i dag.
Emil Skov er i en alder af 40 år blevet førtidspensionist med 70 procent erhvervsevnetab og en méngrad på 35 procent på grund af røveriet, som har givet ham kronisk PTSD og svær angst, der i perioder er invaliderende. Han har i dag isoleret sig selv fra omverdenen og skærmet sig selv fra sine omgivelser af frygt og angst. Når han bevæger sig udenfor alene, foregår det altid med taxa, og kun når hans nærmeste familie og venner ikke kan ledsage ham.
En gang om måneden rejser han mellem København og Jylland, hvor han skiftevis bor hos sin moster og i sin egen lejlighed tæt på sine forældre. Hvis han ikke bliver kørt, tager han aldrig offentlig transport, men i stedet en taxa som koster 4.500 kroner hver vej.
Det sker flere gange om året.
»Jeg stoler ikke på ret mange mennesker mere og taler næsten ikke med nogen. Jeg kan ikke engang overskue at få en kæreste. Jeg har mange gange ønsket, at de i stedet havde dræbt mig dengang - at de skød mig. Alt andet end det her. Det har ødelagt mit liv,« fortæller Emil Skov og kigger ned i sit glas.
Stemmen knækker, da han udtaler det sidste ord.
»Jeg har to gange kraftigt overvejet at tage mit eget liv.«
I lang tid dulmede Emil Skov angsten med alkohol, forskellige medikamenter og beroligende piller. Han talte med en psykolog og begyndte en daglig antipsykotisk medicinering i et behandlingsforløb hos en psykiater, som han ser hver måned. Han har altid været en mand, der har værnet om sit udseende, men fra den ene dag til den anden havde han næsten ikke kræfter til at gå i bad. Han boede hos sine forældre i Jylland og fik I en periode dagligt hjælp af hjemmeplejen og en sygeplejerske.
»Det hele ramlede i den periode. Jeg kunne ikke se enden på noget af det. Jeg havde det så dårligt og sad fast som i en uendelig rutsjebane,« forklarer han.
»Der er så mange ting, som jeg ikke kan længere. Jeg er konfus og husker ikke så godt. Der skal ikke meget til at slå mig ud af kurs, og tankerne kommer ofte tilbage. De sidder i mig konstant, men så stopper jeg mig selv, for det kan ikke hjælpe noget. Jeg har min familie og min hund, som jeg skal tage hånd om. Uden min hund var jeg her ikke i dag.«
Fem år senere er Emil Skov stadig på lykkepiller i store doser, og han betaler selv for, at sygeplejersken fortsat tilser ham. Ligemeget hjælper det ham. Udover angsten efter røveriet har Emil Skov også sent i livet fået en række kroniske sygdomme, som svækker hans helbred betydeligt. Han ønsker ikke, at sygdommene fremgår med navn i artiklen, men han fortæller, at hans situation har tvunget ham til at slutte fred med døden. Han er helt afklaret.
»Den dag, jeg ikke kan mere, ved jeg godt, lige præcis hvilken medicin jeg skal tage for at sove stille ind. Jeg vil ikke lide,« siger han.
Til den tid er hans hund afsat og arven fordelt. På kort sigt glæder Emil Skov sig til, at hans hund snart skal have hvalpe, men bare fem år frem ser han ikke sig selv.
»Der lever jeg ikke. Det ved jeg. Jeg kan ikke gøre noget ved det, så jeg må bare holde fanen højt. Når jeg ikke er her, er jeg her bare ikke. Jeg har udrettet meget i mit liv, så jeg har ingen uafsluttede kapitler eller lande, som jeg ikke kan dø uden at have set. Jeg er klar,« siger han.
Hjemme i Midtjylland
På dørtelefonen op til Emil Skovs lejlighed i Jylland står kun hans fornavn.
Han finder tryghed i forsigtighed og sikkerhed. Hoveddøren er plastret til med mærkater fra flere forskellige sikkerhedsfirmaer og et overvågningskamera til højre for dørkarmen kigger ned på en, før man banker på. Emil Skov åbner døren – halvt gemt bag den – og viser ind i den store lejlighed overfor byens torv og centrum.
Entreen er indrettet med store spejle og værelserne med gamle malerier og friske blomster på bordene. Det er ikke synligt med det samme, men efter en rundtur i de forskellige rum bliver de mange overvågningskameraer i alle hjemmets hjørner synlige. I stuen, soveværelset, entreen og ud mod terrassen. Fra sin mobiltelefon kan Emil Skov overvåge det hele, hvilket giver ham det, som han kalder en nødvendig, men falsk tryghed. Han har alarmer på dørene og et alarmerende stort antal pilleglas på køkkenbordet.
»Min lejlighed er fuldstændig sikret med overvågning, DNA-mærkning og overfaldsalarm. Jeg er simpelthen så bange for, at der vil ske mig noget. Jeg tror aldrig, at den følelse forsvinder. I min gamle lejlighed i København brugte jeg også næsten 80.000 kroner på nye skudsikre døre til lejligheden,« fortæller han.
Selvom han bruger mest tid i København hos sin moster, har han alligevel sikret lejligheden i Jylland med hjælp fra to forskellige sikkerhedsfirmaer. Han sover med alarmen tændt om natten - også selvom hans søster ofte befinder sig sammen med ham.
»Jeg vågner ofte klokken 02.30 om natten af mareridt og skriger. Stadig den dag i dag. Engang klagede naboerne i mit sommerhus, fordi de troede hunden havde fået en hjerneblødning, men det var mig, der skreg på grund af mine angstanfald. Følelsen af at jeg ikke kan være i min egen krop.«
I dagtimerne bevæger Emil Skov sig sjældent ud i blandt andre mennesker. Han er bange for, at nogen skal gøre ham noget. Slå ham eller overfalde ham.
Når han skal lufte hunden foregår det altid på ejendommens parkeringsplads, og på længere ture i de grønne områder i København har han som regel en cykeltrailer med, som han støtter sig til. Han brækkede sin ene fod under røveriet, hvilket har givet ham en dårlig balance.
Et arbejdsliv sluttede
Gamle billeder af Emil Skov viser en mørkhåret mand, der er ulasteligt klædt til hver en lejlighed. En person, der tydeligt går op i sit udseende og sin fremtoning. Det gør han stadig, men det selvsikre blik fra de gamle billeder er ikke det samme længere. Det er blevet mere træt og til tider nervøst søgende.
Emil Skov er vokset op på en stor gård i Jylland, hvor begge forældre arbejdede som møbelfabrikanter.
Det meste af hans barndom var centreret omkring hestesport, hvor han både nationalt og internationalt har redet dressur i mere end 13 år.
Som ung arbejdede han som croupier på et casino sideløbende med, at han var handicaphjælper for psykiske syge i næsten fem år.
Fra 2001 og frem til dagen for røveriet havde Emil Skov ansvaret for butikken i Rådhusstræde i indre by i København. Med de 12 år bag glasmontrene omgivet af guld, ure og diamanter fulgte seks væbnede røverier med alt fra knive til skydevåben. Det første skete knap to år efter, han begyndte i guldsmeden.
»Jeg var altid nervøs, når jeg åbnede og lukkede butikken, fordi ure og smykker er pakket sammen bagerst i butikken og endnu ikke lagt frem i montrene. Det er altid der, hvor røverierne sker. Jeg sprang engang på en af røverne, fordi jeg simpelthen blev så tosset. Han skulle ikke stjæle noget på min vagt eller ødelægge mit liv. Han endte med at skære mig i benet med en kniv,« fortæller han.
Under alle de seks røverier blev Emil Skov truet på livet. Det var først efter det sidste røveri, at filmen knækkede. Han kunne have undgået det, hvis bare han forlod branchen i tide, men det faldt ham aldrig ind dengang.
»Hvis jeg stoppede, hvad skulle jeg så lave? Efter så mange år var arbejdet med smykker, det eneste jeg kunne,« siger han.
Siden røveriet har han skiftevis givet op og rejst sig igen flere gange. Trods de mange knubs, som han har fået igennem livet, har Emil Skovs indre fighter vundet kamp på kamp.
På de gode dage skinner hans personlighed igennem, som et sjældent glimt af den han var før røveriet, men de fleste dage er han mere en skygge af sig selv, som kæmper med både synlige og usynlige sygdomme. Han tager en dag af gangen med en beundringsværdig ro.
»Mit største ønske er, at jeg igen kan gå på arbejde hver dag, men man kan ikke bare lægge sig til at dø, så man skal lære at leve med det,« siger han.
For et år siden fandt Emil Skov en anden tro, end den han har på sig selv.
Han fandt svar på sine eksistentielle spørgsmål i samtaler med sin lokale præst, som han nu besøger ugentligt. Han fortæller, at når man i livet får den ene spand koldt vand i hovedet efter den anden – både med røveriet og kroniske sygdomme – så er det ikke til at holde ud. Men nu ser han det mere som prøvelser.
Det er tydeligt for mange, som møder Emil Skov, at penge aldrig har været et problem for ham. Han indrømmer også, at han ikke mangler noget, og pengene har rigtig nok givet ham nogle friheder og glæder i hverdagen, men ikke på samme måde som før.
»I dag betyder pengene ingenting. Jeg vil hellere bo i en jordhule uden penge, hvis jeg kan være sund og rask i stedet,« siger han.
Fortrydelse
En ud af de tre gerningsmænd fik i 2013 en streng dom for røveriet, mens de sidste to fortsat ikke er fundet. Det er dog ikke retfærdighed og jura, som Emil Skov bekymrer sig mest om. I årene efter røveriet kæmpede Emil Skov med sine invaliderende skader, men også med en anstrengende sagsbehandling hos kommunen.
Efter tre års tovtrækkeri, hvor han ikke var i stand til at arbejde eller klare sig selv, blev han bevilget førtidspension med hjælp fra sin psykiater og fagforening.
Det er i 2018 fem år siden, at Emil Skov blev bagbundet i guldsmeden, men han har ikke fortalt sin historie til andre end sin familie og nære venner. Frem mod retssagen i 2015 og 2016 skrev medierne om det ualmindeligt grove røveri og citerede flere gange Emil Skov for hans vidneudsagn i retten.
Han har ventet fem år på at fortælle hele sin historie, fordi det også har taget ham fem år at forstå, at han ikke er alene med sin oplevelse. Det er en risiko i branchen, som alle ansatte er udsatte for. Mange andre har oplevet det samme - og endnu flere risikerer det i fremtiden.
»Der er mange unge mennesker, der synes det er spændende med ure og smykker, men de kender ikke bagsiden af medaljen. De ved ikke, hvor farlig en branche det er blevet. Det er med livet som indsats,« siger han og fortsætter:
»Jeg vil ikke være bagklog, men jeg ville ønske, at jeg aldrig gik ind i branchen og i stedet var fortsat som handicaphjælper.«
Emil Skov er ikke hans rigtige navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.
Ni sekunder afslørede tre gerningsmænd
2013
Overvågningsvideo fra guldsmedeforretningen Mads Laier Diamanten viser, at en af de to maskerede mænd under røveriet modtog et opkald på sin mobil klokken 09:48:25, som han kort besvarede. Opkaldet varede ni sekunder, mens Emil Skov stadig lå bagbundet på gulvet. Det var de ni sekunder, som blev afgørende for politiets efterforskning af gerningsmændene.
Røverisektionen hos Københavns Politi indhentede efter røveriet tilladelse til at indhente udvidede masteoplysninger hos landets største teleselskaber. De ville vide, hvem der foretog opkaldet, og hvem der modtog det.
Politiet krydstjekkede alle numre i området omkring Rådhusstræde og ud fra telefonens placering fandt de frem til, at to telefonnumre havde flere cifre til fælles. De var begge aktiveret i maj i Brønshøj, og havde kun haft kontakt til hinanden. Sidste gang var kun 20 minutter efter røveriet. Politiet regnede ud, at de to maskerede gerningsmand havde gemt sig opgangen til forretningen, indtil Emil Skov mødte på arbejde. Det betød også, at der formentlig befandt sig en tredje gerningsmand ude på gaden, som holdt øje efter politiet.
Efter røveriet foretog det samme telefonnummer to opkald, som politiet sporede til en bestemt flugtrute gennem Københavns gader, hvor de identificerede to flugtbiler. En Ford Mondeo og en Volkswagen Golf, som fulgtes ad væk fra guldsmeden. En af bilerne havde den dengang 40-årige Ljubomir Kuc og hans 39-årige kæreste lejet. Ved ransagninger hos hende fandt politiet smykker fra røveriet og afslørede desuden fem kilo hash og cirka 800 gram amfetamin, som var skjult i en klapvogn i kælderen.
2015-16
Kæden af stærke indicier overbeviste i sidste ende domsmandsretten om, at Ljubomir Kuc var skyldig. Der blev afsagt dom i Københavns Byret den 21. januar 2015, hvor han blev dømt for røveriet og besiddelsen af de store mængder amfetamin og hash. Ljubomir Kuc har nægtet det brutale røveri og ankede dommen til landsretten, som den 8. januar 2016 fastsatte straffen for Ljubomir Kuc til syv år og udvisning med indrejseforbud for bestandig.
Ljubomir Kuc måtte dog slet ikke være i Danmark på dagen for røveriet. I 2011 var han blevet dømt og udvist med indrejseforbud for bestandig for et rambuktyveri mod en guldsmed i Herning. Hans kæreste blev idømt en betinget straf for hæleri i forbindelse med smykkerne fra guldsmederøveriet. De resterende to gerningsmænd er fortsat på fri fod.
Nu har guldsmedeforretningen ikke guld og diamanter mere
I dag hedder den nye bestyrer i guldsmedeforretningen Mads Laier Diamanten, Haider Khairi Hasson. Han er 44 år, oprindelig fra Irak og uddannet ingeniør. Han har stået bag glasmontrene siden 2015, hvor han overtog den daglige drift af forretningen.
Siden har stedet udseende ændret sig markant, selvom facaden ud til gaden stadig er den samme. Gulvtæpper pryder gulvet og porcelæn og rav har erstattet guld og dyre ure i vinduet. Trods navnet har Mads Laier Diamanten ikke længere guld, diamanter og Rolex-ure liggende fremme i butikken. Det er der ifølge Haider Khairi Hasson en god grund til.
Den dag han takkede ja til en midlertidig stilling i forretningen, vidste han godt, at det var en branche, som i langt højere grad var udsat for røverier end eksempelvis frisøren på den anden side af gaden. Det er også derfor, at han digitaliseret udvalget af de store værdier, som ikke længere ligger fysisk i butikken. Han har med andre ord taget sine forholdsregler, hvilket måske forklarer, at han ikke har oplevet et røveri i butikken.
»Jeg ved godt, at den her branche indebærer en vis fare, men jeg er så forberedt, som man kan være,« siger han.
