For første gang nogensinde har Forbrugerombudsmanden politianmeldt en virksomhed for at stå bag egne – og derved 'falske' – brugeranmeldelser på nettet.

Det drejer sig om elselskabet Norström (nu Fauna Energi, red.), som er blevet anmeldt for at have for at vildlede forbrugere i fem anmeldelser på Trustpilot.

Bedømt ud for anmeldelserne fremstod det, at anmeldelserne var skrevet af brugere udefra, uden tilknytning til Norström. I stedet forholder det sig stik modsat, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

»Det er vildledende, hvis en virksomhed selv laver brugeranmeldelser på for eksempel Trustpilot, eller hvis en person med en tilknytning til virksomheden gør det,« udtaler Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugerombudsmanden har undersøgt anmeldelserne og konkluderet, at tre af de fem anmeldelser er skrevet og publiceret på samme dag.

Anmeldelserne er alle meget positive og kvitterer med fem stjerne ud af fem mulige. Forbrugerombudsmanden finder det usandsynligt, at tre personer, uden tilknytning til elselskabet, samme dag har skrevet positivt om besparelser, som de ifølge Forbrugerombudsmanden ikke ville kunne have opnået.

Desuden skiller elselskabet sig ud på disse tre anmeldelser med fem stjerner, da øvrige anmeldelser kun giver én stjerne.

Norström er ifølge pressemeddelelsen blevet gjort opmærksom på problemet, men anmeldelserne står stadig til åbent skue på Trustpilot.

Og i december 2020 valgte Forbrugerombudsmanden så at politianmelde elselskabet for ulovlige opkald til 224 forbrugere samt for at have vildledt 117 under samtalerne.

Helt generelt opfordres forbrugere til at være opmærksom vedrørende brugeranmeldelser på nettet:

»Hvis man læser brugeranmeldelser, før man køber, skal man være opmærksom på, om virksomheden ofte rapporterer anmeldelser, og derfor har fået slettet mange negative anmeldelser,« lyder det afsluttende fra Forbrugerombudsmanden.