Da den unge teenagepige fra Kundby blev anholdt i januar sidste år, var det blandt andet på baggrund af henvendelser fra stærkt bekymrede elever og lærere fra hendes skole, Sydskolen i Fårevejle.

Den dengang 15-årige teenagepige havde ifølge anklagemyndigheden planer om at bombe to skoler, hendes egen skole, Sydskolen i Fårevejle, og den jødiske privatskole Carolineskolen i København.

Hun havde ved hjælp af bombemanualer forsøgt at fremstille det hjemmelavede sprængstof TATP, og af anklageskriftet fremgår det, at den 15-årige pige 'gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for terrorhandling den 8. januar mod Sydskolen’. Samme dag skulle der afholdes en stor gallafest for de ældre elever, er det siden kommet frem.

Hverken angrebet på Sydskolen eller Carolineskolen nåede dog nogensinde at blive ført ud i livet, da pigen dels blev kontaktet af politiet, og desuden aldrig fik ’ordren om at udføre angrebet’, som det fremgår af anklageskriftet i det, der er blevet døbt ’Kundby-sagen’, som begynder i retten i Holbæk onsdag.

Elever slog alarm

Den i dag 17-årige pige blev anholdt den 13. januar i sit hjem, men allerede lang tid inden havde flere af hendes klassekammerater og lærere på Sydskolen mistanke om, at noget var helt, helt galt, og skolen kontaktede derfor politiet med bekymringerne.

»Jeg kan ikke fortælle så meget, for det er fortrolige oplysninger, og det meste kommer frem i retten. Men jeg kan bekræfte, at skolen tog kontakt til politiet,« fortæller Gitte Løvgren, der er direktør i Odsherred Kommune, som Sydskolen hører under.

»Skolen var meget bekymret, og politiet gav os en oplevelse af, at de tog sagen meget alvorligt,« siger Gitte Løvgren yderligere.

Ifølge Sjællandske var flere elever blevet bekymret over den dengang kun 15-årige piges ytringer på sociale medier. På sociale medier har den nu tiltalte teenager blandt andet fortalt om, hvordan hun er konverteret til islam, og hun har ligeledes givet udtryk for, at hun støtter jihad (hellig krig, red.).

»Det her er voldsomt for børn«

Gitte Løvgren fortæller, at man siden anholdelsen af den i dag 17-årige pige, som bliver kaldt Kundby-pigen, har sørget for at tale åbent med skolens elever om sagen for at undgå utryghed.

»Den største udfordring har været at forholde sig til, at der overhovedet kan ske den her slags ting. En hændelse som det her er voldsomt for børn at forholde sig til, så vi har gjort meget for at dæmpe eventuel utryghed,« forklarer Gitte Løvgren og fortæller, at der hverken hersker dårlig stemning eller utryghed i dag.

På Sydskolen har der derfor været flere møder om sagen både for eleverne og deres forældre. Politiet har ligeledes været på besøg på skolen, og børnene har haft mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have til sagen.

En usædvanlig sag

Onsdag starter sagen mod Kundby-pigen, hvor hun også for første gang selv får mulighed for at sætte ord på hendes udlægning af sagen, siden hun i januar 2016 blev varetægtsfængslet.

Ifølge anklagemyndigheden er der ingen tvivl om, at der er tale om en ganske usædvanlig sag, og især tre ting gør, at sagen adskiller sig markant fra andre straffesager.

»Den første er sagens karakter. Jeg kan nærmest ikke forestille mig noget mere alvorligt, end at planlægge terrorhandlinger mod skoler, mod børn. Den anden ting er gerningspersonens profil og karakter. Der er tale om en ustraffet, etnisk dansk teenager fra Vestsjælland, som kun er 15 år. Det har man ikke set før i terrorsager i Danmark. Den tredje ting, som adskiller den, er så påstanden om forvaring. Det er de tre ting, der gør sagen lidt speciel,« forklarer anklager i sagen, Kristian Kirk.

Påstanden om forvaring kommer på baggrund af en mentalundersøgelse lavet af Retslægerådet, og den har skabt undren hos den 17-åriges forsvarsadvokat.

»Jeg blev meget overrasket, da anklagemyndigheden lancerede påstanden om forvaring, for det er ret usædvanligt at kræve forvaring til så ungt et menneske. Jeg mener ikke, det er det rigtige, og vil procedere for en almindelig straf – men nu skal min klient jo lige findes skyldig først,« siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage forud for sagen.

Hun oplyser desuden, at den 17-årige tiltalte nægter sig skyldig i terroranklagen.

Retssagen mod den 17-årige tiltalte pige starter ved Retten i Holbæk onsdag klokken 9.30. Der er nedlagt navneforbud i sagen.