I weekenden blev politiet tilkaldt til en fest for elever fra Salling Efterskole i Jebjerg, da en mandlig forælder, som var frivillig hjælper ved festen, blev overfaldet af to elever på 16 og 17 år.

Det skriver TV MidtVest.

Selve festen blev afviklet i byen Hjerk i Salling, og her sparkede de to elever manden ned og tildelte ham flere spark, lyder det.

»De to elever var meget voldsomme. De sparkede manden flere gange i ansigtet og slog ham hårdt i brystregionen,« siger Niels Bach fra det lokale politi til mediet.

Det stoppede dog ikke, da betjentene ankom til stedet. En af betjentene blev nemlig sparket i maven af den 16-årige elev. De to efterskoleelever blev anholdt af politiet, og nu er de sigtet for vold af særlig grov karakter. Den 16-årige er sigtet for vold mod tjenestemand i funktion og for fornærmelig tiltale mod betjentene.

Ifølge Niels Bach virker volden foreløbig til at være fuldstændig grundløs, hvilket kan være en skærpende omstændighed, når de kommer i retten.

Den mandlige forælder skulle være i bedring.