En reparatør var på arbejde i bunden af en elevatorskakt, da elevatoren af ukendte årsager kørte ned over ham.

København. En 53-årig mand har onsdag eftermiddag mistet livet i en elevatorulykke.

Ulykken skete i en vareelevator på virksomheden Novozymes på Smørmosevej i Gladsaxe.

- Vi får alarmen om ulykken klokken 16.07, siger vagtchef Brian Munck fra Københavns Vestegns Politi.

Manden var elevatorreparatør og var ved at lave noget arbejde på vareelevatoren.

- I den forbindelse står han i bunden af elevatorskakten, da elevatoren pludselig kører ned over ham, fortæller vagtchefen.

Den 53-årige blev reddet ud af en kollega. Men hans kvæstelser var så alvorlige, at hans liv ikke stod til at redde.

Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at undersøge elevatoren nærmere og om muligt fastslå, hvad der gik galt.

/ritzau/