»Jeg er bange for I tænker, at hende der er farlig.«
Sådan lød det i DR-dokumentaren 'Indefra med Anders Agger – Sikringen', da han bag institutionens solide mure og panserglas sad ansigt til ansigt med den unge kvinde Elena.
Hun havde for en sikkerheds skyld armene fikseret til et mavebælte under samtalen.
»Det er for at passe på jer og mig selv.«
Hun havde ikke lyst til at fortælle Anders Agger, hvorfor hun sidder på den topsikrede institution, der huser landets farligste psykisk syge kriminelle.
DR-journalisten har efterfølgende meldt ud, at det var en del af aftalen for at blive lukke tv-holdet ind på institutionen, at der ikke måtte spørges direkte til de anbragtes forbrydelser i den meget sete tv-dokumentar.
Men B.T. kan oplyse, at Elena oprindeligt i 2022 havnede på Sikringen i Slagelse, efter at hun var blevet dømt for voldelige angreb på ansatte på bosteder i Fakse.
Først tog hun kvælertag på et kvindeligt offer i oktober 2021. Den forurettede forklarede i retten, at angrebet kom 'ud af det blå' uden nogen uoverensstemmelse inden.
Og i januar 2022 gik det ud over en anden kvinde på et andet bosted i Fakse. Hun blev uden nogen grund pludselig stukket i ryggen med en brødkniv. Det resulterede i et mindre sår på det ene skulderblad.
Elena forklarede i retten, at hun intet kunne huske om angrebene. Samme forklaring lød også fra hende i tv-programmet om de senere angreb på ansatte på Sikringen, som indtraf da hun i efteråret 2022 lige var blevet domsanbragt på den topsikrede institution i Slagelse.
Da programmet blev optaget sidste efterår, havde hun et par uger inden netop været i retten som tiltalt. Der syntes hun, at det havde været »rigtig, rigtig hårdt« at blive konfronteret med »alt det«, som hun havde gjort i efteråret 2022 på Sikringen.
Den retssag handlede om ikke mindre end 15 tilfælde, hvor hun angreb ansatte fysisk og især verbalt med meget grove trusler.
»Jeg vil starte med at slå dine børn ihjel, derefter din kone og til sidst dig«, »jeg vil stikke dem alle med kniv« og »jeg har en god advokat, som nok skal sørge for, at jeg bliver løsladt den næste dag, og det vil jeg glæde mig til, så jeg kan komme i gang med at slå jer alle ihjel«, lød det ifølge anklageskriftet i sagen blandt andet fra den nu 30-årige kvinde.
Alene i løbet af oktober måned 2022 nåede hun ifølge anklageskriftet ikke mindre end ni gange at true med eller udøve grov vold mod ni forskellige ansatte på Sikringen.
Værst gik det ud over en ansat, der fik kastet kogende vand i hovedet, som Elena havde i en kop.
Offeret pådrog sig førstegradsforbrænding i baghovedet samt andengradsforbrænding på skulderen.
Også mødet i retten med en andet offer, som hun havde taget kvælertag på med begge hænder, var hårdt for Elena, fortalte hun i DR-udsendelsen.
»Jeg ved, at hun har været sygemeldt i tre måneder, tror jeg. Da hun mødte op i retten, da begyndte jeg bare at tude. Jeg begyndte virkelig at græde. Det var ikke sjovt,« forklarer den skizofrene kvinde i dokumentaren.

Til Anders Agger fortæller hun også, at hun tit hører stemmer fra to fiktive personer – Gustav og Jonathan – særligt når hun er ude at ryge.
»Stemmerne styrer mig nogle gange. Når jeg har været ude at ryge, får jeg det nogle gange svært, og så siger de til mig: »Bare fuck det hele af«. Altså bare fuck alt – bare giv op. Og det er hårdt, fordi man skal jo lære at sige nej til det.«
I tv-dokumentaren optræder Elana alene med sit fornavn, og da B.T. heller ikke normalt bringer navne på psykisk syge domsanbragte patienter, optræder den 30-årige kvinde også i denne artikel om årsagen til hendes anbringelse på Sikringen kun med sit fornavn.