Natten til søndag blev en elbil opslugt i flammer efter en påkørsel af an formodet vanvidsbilist ved Køge Bugt Motorvejen i Solrød.

»Vi har konfiskeret resterne af gerningsmandens bil,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lars Galas.

Ulykken skete klokken 02.31 natten til søndag, hvor en kvindelig bilist idet hun var ved at dreje til venstre for at komme ud på motorvejen blev ramt ved høj fart af gerningsmanden, som kom kørende ad Cordozavej og kørte over for rødt.

»Begge biler bliver slynget rundt. De rammer en elmast, som knækker, hvorefter elbilen bryder i brand,« fortæller vagtchefen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Efter ulykken kunne politiet hurtigt konstatere, hvem den skyldige var – og den sandsynlige årsag til ulykken.

»I en alkoholtest på stedet pustede den mandlige fører af den anden bil alkometeret over 2,0,« siger Lars Galas.

Hvis en blodprøve bekræfter, at han kørte med så meget alkohol i blodet, bliver den 20-årige mand fra Roskilde-områdets kørsel sigtet efter den nye paragraf om vanvidskørsel.

»Sagen kommer til at få et retligt efterspil,« siger vagtchefen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Selvom der var tale om en voldsom ulykke slap de begge de involverede medmindre skader, som de blev behandlet for på sygehuset.

»Det var billigt sluppet, må man sige,« lyder det fra Lars Galas.

Det besværliggjorde sluknings- og oprydningsarbejdet en hel del, at det var en elbil, som brød i brand.

»Ilden kan ikke bare slukkes, som normalt, fordi bilens batteri udvikler en voldsom varme,« siger vagtchefen.

Søndag morgen er oprydningsarbejdet dog overstået og trafikken glider normalt.