Søndag aften modtog Hovedstadens Brandvæsen en anmeldelse om en brand i Hvidovre.

Branden var opstået i en elbil fra udlejningsfirmaet GreenMobility.

Frederik Ryber, der er operationschef ved Hovedstadens Brandvæsen fortæller, at branden nu er slukket.

»Vi har særlig opmærksomhed på elbilerne, men tilbagemeldingerne sagde, at batteripakkerne ikke var påvirket. Vi har håndteret det som en almindelig bilbrand,« siger han til B.T.

Han tilføjer, at han ikke kan oplyse nærmere om, hvorvidt branden var påsat, men siger, at bilen stod frit, så der er ikke opstået skader på andre biler eller bygninger i nærheden.

B.T. har været i kontakt med GreenMobility, der bekræfter branden, men ikke kan oplyse yderligere.

B.T. følger sagen ...