Med kun ganske få minutters mellemrum slog politiet til i den omfattende terroraktion flere steder i landet lørdag.

Det kom frem, da otte af de anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag.

Her blev anholdelsestidspunktet for de fremstillede nemlig læst op i retten, og med undtagelse af en enkelt blev de alle anholdt mellem klokken 12.41 og 12.51 onsdag – altså på bare 10 minutter.

Og det vidner ifølge tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen om, at man formentlig har overvåget hver og en i tiden op til anholdelsestidspunktet.

»Det er et udtryk for, at man har været helt bevidst om, hvad den enkelte foretog sig i det øjeblik, så man har været i stand til at slå til på samme tid alle steder,« fortæller han til B.T.

Ifølge Københavns Politi var den omfattende aktion iværksat »flere steder« i landet, men ifølge B.T.s oplysninger var det både i Aalborg, Københavnsområdet, herunder Greve, Brønshøj, Valby og Herlev, samt Munkebo på Fyn, at aktionen fandt sted.

I alt blev 22 personer anholdt, hvoraf ni af dem blev fremstillet i grundlovsforhør.

De otte i Københavns Byret, mens en sidste blev fremstillet i Retten i Odense.