En betydelig mængde fyrværkeri har fået politi, brandvæsen og beredskabsstyrelsen til at rykke ud til en adresse.

Det sker ovenpå observationer, som politiet har gjort sig i Gentofte.

Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi til B.T.

»Fyrværkeri er ulovligt og farligt, så det er noget, vi tager alvorligt og handler på,« siger Rune Mandrup og tilføjer.

»Vi vidste ikke helt præcis, hvad vi havde med at gøre, så vi rekvirerede brandvæsnet for en sikkerheds skyld.«

Der er tale om forbrugerfyrværkeri, men eftersom man maksimalt må opbevare fem kilo krudt som privatperson, måtte politiet gribe ind.

»Det er endnu uklart, hvor meget fyrværkeri der er tale om, men det er en betydelig eksplosiv mængde.«

Beredskabsstyrelsen fjerner store mængder fyrværkeri fra stedet.
Beredskabsstyrelsen fjerner store mængder fyrværkeri fra stedet. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Vis mere

Folk i området skal dog ikke frygte en fyrværkerikatastrofe:

»Der er ikke tale om en hjemmeproduktion af fyrværkeri, så folk kan godt tage det roligt.«

Ejeren af garagen bliver i øjeblikket afhørt, hvorefter sagen vil blive udredt.

»Vi skal have fundet ud af, om det var med henblik på videresalg i eksempelvis udlandet,« lyder det fra vagtchefen, som påpeger, at politiet for tiden har stort fokus på fyrværkeri.

Beredskabsstyrelsen arbejder i øjeblikket på stedet og vil inden for den nærmeste tid fjerne fyrværkeriet fra området.

Fyrværkeriet blev fundet på en adresse på Dalstrøget i Dyssegård, Gentofte Kommune.