Skats udbetalinger steg eksplosivt i takt med, at udenlandske svindlere satte turbo på det hidtil største fupnummer i dansk historie.

I løbet af blot fire år steg Skats udbetalinger af refusion af udbytteskat med 690 procent. Ifølge professor Michael Gøtze burde den eksplosive stigning have gjort det muligt at opdage svindlen tidligere.

»Man undrer sig over, at det kunne ske, og at det kunne fortsætte. At stigningen ikke i sig selv tændte nogen advarselslamper for de forskellige enheder, der havde med udbetalinger at gøre, og at det fik lov til at gå sin skæve gang. Det er astronomiske beløb,« siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

Helt konkret steg udbetalingerne eksplosivt fra 1,1 milliard i 2011 til 8,7 milliarder kroner i de første seks måneder af 2015.

Det fremgår af en opdateret opgørelse over svindlen, som B.T. har fået indsigt i via retsdokumenter fra High Court i London.

Her har Skattestyrelsen anlagt sag mod den hovedmistænkte, Sanjay Shah, og 70 af hans mistænkte medsammensvorne i et forsøg på at skaffe de i alt 12,6 tabte milliarder tilbage.

Af Skats udbetalinger af i alt 8,7 milliarder kroner i første halvdel af 2015 stod svindlerne for at modtage 7,9 millarder, afslører retsdokumenterne.

Selv om Skattestyrelsen har anlagt sag mod Shah og er lykkedes med at få indefrosset en række af Shahs værdier i både London og Dubai, fortsætter han sit luksuriøse liv med nogle af verdens rigeste som naboer.

B.T. har besøgt Sanjay Shahs hjem på den kunstigt opbyggede ø Palm Jumeirah, hvilket kan ses i videoen i toppen af artiklen.

En kommission er netop nu i gang med at undersøge bl.a. sagen om udbytteskat.

Fra afhøringer af Skat-medarbejdere er det kommet frem, at der har været kaotiske tilstande på grund af nedskæringer, manglende ressourcer, ledelsessvigt og dårlige it-systemer. Kort sagt, en mangelfuld kontrol.

Skattekommissionen fortsætter med at afhøre Skat-medarbejdere og politikere frem til jul.