Fyns Politi arbejder ud fra, at den eksplosionsbrand, der skete i en beboelsesopgang i Korsløkkeparken i Odense natten til søndag, har en sammenhæng med andre, tidligere episoder.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Det er allerede kommet frem, at politiet mener, at branden var påsat, og at man mistænker, at det er personer med relation til det kriminelle miljø, der står bag.
- Umiddelbart står vi over for en kompleks og også længerevarende efterforskning, da vi efterforsker i et miljø, hvor lysten til at hjælpe os med at opklare sager generelt er meget lille, ligesom vores efterforskning består af mange forskelligartede spor, som nu skal analyseres og viderebehandles, siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen i pressemeddelelsen.
Natten til søndag klokken 02.29 udbrød en brand på Korsløkkevej i det sydøstlige Odense. Ingen kom til skade.
Søndag aften blev Fyns Politi færdig med efterforskningen på stedet, og politiafspærringen er ophævet.
Bygningen er dog fortsat afspærret, fordi det ikke er sikkert at færdes i den.
11 beboere blev evakueret som følge af branden. De er blevet genhuset.
Efter branden har Fyns Politi indført en visitationszone i størstedelen af det sydøstlige Odense. Det sker blandt andet for at styrke trygheden.
- Vi er helt klar over, at en episode som den her opleves meget utrygt af borgerne i området, og derfor har vi også prioriteret en styrket politimæssig tilstedeværelse i de berørte områder, siger vicepolitiinspektøren.
Beboerne i den ramte ejendom er blevet indbudt til et beboermøde.
Retten i Odense behandler for tiden en straffesag om et potentielt meget alvorligt angreb på en ejendom på Nyborgvej i Odense i december 2023.
En fire kilo tung bombe blev ikke bragt til sprængning, men fire mænd er tidligere dømt, og tiltalen mod yderligere tre ventes afgjort 19. februar.
/ritzau/
