Natten til torsdag lød der pludselig et højt brag på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter.
»Der er sket en form for eksplosion,« siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 03.31 og er netop nu massivt til stede ved gerningsstedet, som er Frederiksborgvej 34.
»Eksplosionen skete ved en café eller et klublokale, som ligger i en beboelsesejendoms stue,« siger vagtchefen.
Politiet har afspærret krydset mellem Frederiksborgvej og Rentemestervej, samt dele af Glasvej, Skaffervej og Brofogedvej og er i fuld gang med at undersøge omstændighederne bag eksplosionen.
»Vi kommer til at være på stedet et stykke tid,« siger vagtchefen.
På det sociale medie X tilføjer Københavns Politi, at afspærringerne 'desværre vil forstyrre morgentrafikken'.
Ifølge Michael Andersen bor der ikke personer i stueetagen af ejendommen, hvor eksplosionen skete, så ingen kom stil skade, og der er heller ikke opstået brand i ejendommen efter eksplosionen.
Der er heller ikke risiko for sammenstyrtning.
Men flere vinduer er ødelagt.
»Vi har ingen anholdte eller mistænkte og heller ikke noget motiv,« siger Michael Andersen.
»Vi efterforsker bredt,« tilføjer han.
Politiets teknikere skal nu undersøge, hvad der forårsagede det høje brag.
Lyt her til B.T.s podcast om blå blink og den kriminelle underverden: