Fredag aften er en mor og dennes 9-årige søn blevet forbrændt efter en eksplosion i en bio-pejs. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter. Her skriver politiet også, at de eskorterer to ambulancer til Odense Universitetshospital.

»Moderen var ved at hælde ethanol på ovnen, og der kommer en kraftig stikflamme, som forbrænder især hende og parrets niårige søn,« siger vagtchef Ole Aamann til B.T.

Han fortæller, at de fik anmeldelsen omkring klokken 19.00. Moderen og sønnen har fået andengradsforbrændinger, men faderen var ikke behandlingskrævende.

Forbrugerrådet har flere gange advaret mod netop bio-pejse.

»Problemet er, at det er meget svært at se, om den er tændt eller ikke. Så når man tror, den er brændt ud, kan der stadig være en flamme, så dannes der dampe og så eksploderer det,« fortalte ingeniør i Forbrugerrådet Helen Amundsen til Berlingske i 2013.

Også selv om der ingen flamme er, kan den metalbeholder, som spritten lige er brændt af i, være så varm, at det er nok til at antænde spritdampen, fortæller brandundersøger ved Dansk Brandsikringsinstitut Gert Jakobsen.

Opdateres..