I 2018 sagde eksperterne i Retslægerådet, at den unge mand fra Herlev ikke var livsfarlig.

Nu har Retslægerådet skiftet mening om manden, der i mellemtiden er blevet tiltalt for knivdrabet helt tilbage i 2016 på den højgravide Louise Borglit i Elverparken i Herlev.

I en ny erklæring konkluderer Retslægerådet nu, at den samme mand i dag er så livsfarlig, at han bør straffes med forvaring – altså indespærring på ubestemt tid.

I de mellemliggende år har den 29-årige mand hele tiden siddet i fængsel.

Den første erklæring fra Retslægerådet blev lavet i forbindelse med den straffesag, hvor han blev idømt otte års ubetinget fængsel for at have forsøgt at dræbe sin tidligere kæreste.

Blandt andet for at forsøge at kvæle hende med et reb, mens han sagde: »Du er godt nok svær at slå ihjel«.

Desuden slog og sparkede han hende, så hun fik indre blødninger og brud på kraniet og ribben.

På det tidspunkt havde han også en række tidligere domme bag fra om eksempelvis vold, røveri og trusler.

Louise Borglit iført solbriller.
Louise Borglit iført solbriller.
Vis mere

Men i erklæringen fra efteråret 2018 når Retslægerådets eksperter på baggrund af en retspsykiatrisk undersøgelse frem til at vurdere, at den unge mand ikke »frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring findes påkrævet for at forebygge denne fare.«

For et år siden blev han dog med seks års forsinkelse tiltalt for drabet 4. november 2016 i Elverparken i Herlev på højgravide Louise Borglit.

Den 32-årige kvinde blev ramt af 11 knivstik, så hverken hende eller det ufødte barn stod til at redde.

Gerningsmanden skar blandt andet en stor del af hendes næse af og nogle af knivstikkene havde ifølge retsmedicinerne en stikkanal på 20 centimeters dybde.

32-årige Louise Borglit var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev myrdet med talrige knivstik i 2016. 
32-årige Louise Borglit var syv måneder henne i sin graviditet, da hun blev myrdet med talrige knivstik i 2016.  Foto: Privatfoto
Vis mere

Ved en ny mentalundersøgelse af den nu tiltalte, er Retslægerådet kommet frem til, at han nu faktisk frembyder en nærliggende fare for omgivelsernes liv og helbred.

Ikke desto mindre oplyste anklageren i den nævningesag, der tirsdag blev indledt ved byretten i Glostrup om drabet på Louise Borglit, at anklagemyndigheden vil nedlægge en primær påstand om, at den 29-årige tiltalte straffes med fængsel på livstid.

Han nægter sig skyldig, men har foreløbig ikke villet udtale sig om politiets alvorlige anklager mod ham.

Da afhøringen af ham tirsdag efter frokost skulle være indledt, meddelte han via sin forsvarer – advokat Christina Schønsted – at han havde det dårligt. Derfor blev retssagen midlertidigt afbrudt.

Nævningesagen fortsætter efter planen onsdag morgen, og der ventes dom i sagen ved udgangen af juni.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: