Det har ikke været muligt for anklagemyndigheden at måle hverken CO2 eller kulilte i Peters Madsens ubåd i forbindelse med Kim Walls død, der skønnes at kunne udgøre en livsfarlig risiko.

Det kom frem i retten tirsdag, hvor ubådseksperten og kaptajløjtnanten Ditte Dyreborg, der har foretaget en lang række undersøgelser af ubåden, var kaldt ind for at vidne.

»Vi har ikke kunnet måle CO2 i ubåden, og erfaringer fra sømilitære ubåde siger, at det heller ikke ville kunne udgøre en risiko, hvis det var tilfældet. Der var heller ikke aflejret sod på indsugningsrørerne,« siger Ditte Dyreborg, inden hun tilføjer:

»Jeg tror ikke på, at Kim Wall var lukket inde i ubåden som følge af et undertryk og var blevet forgiftet af udstødningsgasser.«

Ifølge Ditte Dyreborg, der har været en del af efterforskningen siden de første meldinger om Nautilus forsvinden kom tilbage i august, ville gasserne have efterladt spor på filtrene i ubåden, hvis indholdet i ubåden havde været stort nok til at udgøre en livsfarlig risiko.

Den konklusion strider imod Peter Madsens forklaring, der tilbage i oktober forklarede politiet Kim Wall døde som følge af kulilteforgiftning ombord.

Peter Madsen forklarede, at der forud for sejladsen havde været en defekt på en skrogventil og at denne defekt var medvirkende til en ulykke, der ifølge Peter Madsen kostede Kim Wall livet. Ifølge Peter Madsen var han selv gået op på ubådens dæk, hvor han kom til at lukke lugen, der blev suget fast så han ikke kunne åbne den. Da han fik åbnet lugen, fandt han Kim Wall liggende død og luften var så forurenet af motorudstødning, at han straks måtte lufte ud i ubåden.

Ditte Dyreborg regnes for en af landets førende tekniske eksperter inden for undervandsbåde, og derfor er hun indkaldt som vidne i retssagen mod Peter Madsen.