Ekspert: Sådan håndterer du en seriekrænker
Frygten kan sætte sig og brede sig til andre dele af livet, fortæller psykolog Florence McLean.

Frygten kan sætte sig og brede sig til andre dele af livet, fortæller psykolog Florence McLean.


Omkring 70 kvinder har fortalt B.T., hvordan møder med den person, vi har valgt at kalde manden på den sorte cykel', har gjort dem bange og utrygge.
Nogle er blevet bange for mænd på cykler. Andre for bestemte steder eller for at gå alene hjem efter en bytur.
Derfor har B.T. spurgt autoriseret psykolog Florence McLean, hvordan man bedst håndterer en frygt eller en utryghedsskabende hændelse.
Hun udtaler sig ikke om den konkrete sag, men om krænkere generelt.
»Det er så nemt at sige, og det er så svært at gøre, men det er bedst at sige stop og vende sig om og gå væk. Opsøg andre mennesker, lad være med at være flink over for krænkeren, men gå hen i noget lys, hvis der er mørkt,« fortæller hun til B.T.
Psykologen har i årevis interesseret sig for og beskæftiget sig med serieforbrydere, herunder serievoldtægtsmænd og seriemordere. I den forbindelse har hun taget uddannelser i gerningsmandsprofilering i USA.
I sit arbejde har hun blandt andet fået et konkret råd, som hun giver videre:
»Man kan eventuelt råbe personens signalement op, det får dem til at stoppe og gå. Det er ikke nemt, men det er et råd jeg har fra en kvindelig FBI-agent og profiler, som hjælper kvinder med at håndtere overgreb, især når der var en serievoldtægtsmand løs.«
Hvis man er så uheldig at befinde sig et mennesketomt sted, kan man med fordel lade, som om man taler i telefon. Det kan signalere til en eventuel krænker, at man ikke er alene.
Tal med nogen
Hvis hændelsen allerede er sket, og man efterfølgende er blevet bange eller føler sig utryg på gaden, er der ifølge psykologen ét vigtigt råd:
»Snak med nogen, der kan rumme det. Det er ikke altid at forældre kan rumme det, fordi det kan være for svært, men man skal altid fortælle dem det.«
Hvis forældrene ikke er i stand til at tale om det, kan man i stedet gå til en nær ven eller en anden, man har tillid til.
Det er vigtigt at få talt om, hvad oplevelsen betyder for en, og hvad man skal gøre fremadrettet, understreger Florence McLean.
Hvis man ikke får bearbejdet oplevelsen, risikerer den at »smitte« af på andre dele af ens liv. Det kan eksempelvis betyde, at man udvikler en frygt for mænd eller for mørke steder.
Er der tale om en alvorlig hændelse, bør man kontakte en psykolog, så man kan få hjælp til at bearbejde traumet, lyder opfordringen fra Florence McLean.
B.T. har tidligere været i kontakt med den mand, der er blevet omtalt som »manden på den sorte cykel«.
Han oplyser, at det ikke er ham, der er tale om, fordi han har en grøn – og ikke sort – cykel.
Efter B.T. har dækket sagen, blev manden anholdt, afhørt og siden løsladt af politiet.