Det kom som et chok for mange, da to mænd tirsdag blev anholdt for spionage i Danmark. 

To unge mænd på henholdsvis 18 og 21 år har ifølge sigtelsen taget billeder af forsvarsvirksomheden MyDefence i Nørresundby og sendt dem videre på beskedtjenesten Telegram. 

Anklagemyndigheden mener, at en russisk efterretningstjeneste er involveret. 

Det er første gang, vi ser den type sag i Danmark. 

Alligevel kommer det ikke bag på forsvarseksperten Peter Ernstved Rasmussen, at det sker.

Faktisk mener han, at det set i lyset af den danske oprustning og vores fortsatte engagement i Ukraine nærmest var »forventeligt.«

»Det er velkendt, at Rusland forsøger at hverve unge i Vesten, men vi har ikke set det i Danmark før. Så det er nyt, og absolut også noget, vi skal tage meget alvorligt,« siger Ernstved, der er chefredaktør på forsvarsmediet OLFI.

Ifølge DR fremstod de sigtede ved grundlovsforhøret som to unge mænd, der ikke helt vidste, hvad der foregik. 

Foruden deres forsvarer var der også en tolk med russisk, ukrainsk eller hviderussisk baggrund til stede i retten.

»Vi ved, at Rusland skruer op, og set i lyset af, hvad der er sket andre steder i Europa, så var det vel et spørgsmål om tid, før vi også ville se den slags herhjemme,« siger Peter Ernstved Rasmussen.

 »Med den måde, krigen udvikler sig på, og med vores fortsatte støtte til Ukraine, så er det klart, at risikoen er til stede,« tilføjer han.

At der er tale om to helt unge mænd, er heller ikke så mærkeligt, mener han. 

Unge kan være lette at rekruttere til den type opgaver, hvis de bliver lokket med nogle nemme penge.   

Vi ved endnu ikke noget om de to unge mænd fra sagen i Nørre Sundby. 

Peter Ernstved Rasmussen peger på, at der i tidligere sager har været tale om folk med russiske sympatier, men også tilfælde af godtroende borgere, der uforvarende kommer til at gå russernes ærinde. 

Politiet samarbejder med PET om sagen, og her benytter man lejligheden til at advare danskere om at hjælpe ukendte personer med mystiske fotoopgaver. 

»En tilsyneladende enkel fotoopgave kan bruges til at forberede sabotage. Man kan dermed hjælpe en fremmed efterretningstjeneste uden at kende den reelle opdragsgiver eller formålet med opgaven,« skriver PET i en udtalelse til B.T. og tilføjer:

»Bliver man kontaktet om den slags opgaver, bør man undlade at påtage sig dem og kontakte politiet. Det gælder også, hvis man allerede har udført en opgave og efterfølgende er blevet i tvivl om, hvad oplysningerne skal bruges til.«