Det var i strid med selskabsloven, da Martin Rossen i 2011 lånte penge i sit eget anpartsselskab.

Det vurderer skatterådgiver Michael Egholm fra firmaet Advizer Law.

»I sagen her er der tale om et lille beløb, men principielt er der ikke tvivl om, at det er i strid med selskabsloven,« siger Michael Egholm om de kroner og øre, som Martin Rossen ifølge Se & Hør hævede til sig selv i anpartsselskabet M. Rossen Holding tilbage i 2011.

Michael Egholm forklarer videre, at fidusen i det, som Martin Rossen har lavet er, at man ved at optage et lån i sit eget selskab kan hive pengene ud uden, at det udløser beskatning.

»De penge, der er tjent i selskabet er dog blevet beskattet med op til 22 procent. Hvis man i stedet havde hevet pengene ud som løn eller udbytte, ville det have udløst almindelig beskatning,« siger Michael Egholm og fortsætter.

»Det er jo meget favorabelt specielt, hvis man ikke betaler lånet tilbage.«

Samme manøvre vil imidlertid ikke være mulig i dag, fordi man i 2012 strammede loven på området.

»Hvis man i dag ejer mere end 50 procent af et selskab, så er man omfattet nogle regler, som betyder, at man bliver beskattet almindeligt i det øjeblik, man trækker penge ud af selskabet. Enten i form af udbyttebeskatning eller indkomstbeskatning.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Martin Rossen selv, men han er ikke vendt tilbage.

Til Se & Hør siger han:

»Jeg kan bekræfte, at jeg for otte år siden overførte ca. 30.000 kr fra mit selskab, som var under afvikling.«

»Jeg er senere blevet opmærksom på, at beløbet blevet hævet for tidligt i forhold til gældende regler. Det er mit ansvar. Jeg har ikke haft nogen fordel af den overførsel, og det har ikke kostet hverken private eller offentlige kasser noget,«

B.T. har desuden spurgt Statsministeriet, om Mette Frederiksen ønsker at knytte en kommentar til det, som hendes nærmeste rådgiver har foretaget sig. Hun er endnu ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Foruden at være rådgiver for Mette Frederiksen er Martin Rossen også stabschef i et nyoprettet politisk sekretariat i Statsministeriet, ligesom han er medlem af Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, hvor regeringens vigtigste beslutninger træffes.

Og netop de roller, er særligt Mette Frederiksen blevet kritiseret for at have tildelt sin nærmeste rådgiver, fordi det ifølge kritikere udgør en risiko for folkestyret, at han både varetager rollen som særlig rådgiver for statsministeren og er stabschef og medlem af en række vigtige udvalg.

Kritikere har endvidere stillet spørgsmål om, hvorvidt Martin Rossen kan sammenlignes med en vicestatsminister.

Det har Mette Frederiksen dog afvist. Tidligere i september udtalte hun:

»Martin er ikke en vicestatsminister. Og havde jeg ønsket en vicestatsminister, så havde jeg udpeget sådan en. Så det er han ikke.«

Martin Rossen har tidligere arbejdet som kommunikationsdirektør for Microsoft Danmark og chef for Public Affairs og samfundskommunikation hos TDC. Siden 2015 har han været stabschef i Socialdemokratiet.