Der skal arbejdes med metoder, som man ikke er så vant til i dansk politi, når dna-sporene i Emilie Meng-sagen nu skal undersøges igen.

Det fortæller Therese Graversen, der er lektor på IT-Universitetet. Hun har skrevet ph.d. i statistik og udviklet en software, som kan adskille sammenblandet dna i politiets bevismateriale. Hun har blandt andet hjulpet politiet i England i mordsager.

Og det er lige præcis disse evner, politiet nu har brug for.

»Der skal bruges metoder, der ikke helt er som de traditionelle, som man er vant til,« siger hun.

17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst fra Korsør Station 10. juli 2016. Nu er Korsørmanden sigtet i sagen.
17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst fra Korsør Station 10. juli 2016. Nu er Korsørmanden sigtet i sagen.
Vis mere

På et pressemøde onsdag kunne politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortælle, at man har sigtet Korsørmanden for drabet på Emilie Meng i 2016. Korsørmanden var allerede sigtet i sagen om frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige fra Kirkerup.

Kliver sagde blandt andet:

»Nogle af de dna-spor vi har er ikke spor af en type, som umiddelbart kan holdes op mod de traditionelle referenceprøver i vores dna-register.«

Den sætning hørte Therese Graversen også.

»Nu kender jeg jo ikke detaljerne i den konkrete sag, men det vil typisk betyde, at man har at gøre med dna, der er blevet blandet. At man altså har fundet det blandt flere menneskers spor, og så skal det isoleres. Det kan også betyde, at det dna, der er fundet, er blevet nedbrudt,« siger hun og fortsætter:

»Det kan være, at dna er blevet nedbrud af vand, varme eller tid. Det er så ret svært at isolere det, men det kan godt lade sig gøre.«

Emilie Mengs lig blev fundet i en sø ved Regnemarks Bakke i december 2016.

Graversen forklarer, at hvis man ser dna fra en person gengivet grafisk, vil der være en række toppe, som man kan analysere. Men er der flere mennesker indover det samme spor, vil man se toppene ligge mere tilfældigt, og nogle vil være oven på hinanden.

Og det gør det sværere at analysere sporet.

»Der er det så, at sådan en som mig kan komme indover og vurdere sporet ud fra en sandsynlighedsmodel. Under antagelse af, at man ved, hvilken person der var i sporet, kan man så isolere dna,« fortæller eksperten.

Og Korsørmandens dna har politiet. Det bekræftede Kim Kliver på pressemødet.

»Den nu sigtede er en af de personer, der er afhørt, og han har i den forbindelse også afgivet en dna-prøve,« sagde han.

Politiet har optaget hele 1450 dna-prøver i forbindelse med Emilie Meng-drabet.

»Det er ret nyt at bruge de her lidt mere komplicerede metoder med statistisk modellering i Danmark. Det har ikke været en del af standardarsenalet, men de har adgang til det nu,« siger Therese Graversen.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: