Hvad kan russerne bruge et par billeder af en dansk virksomhed til?

Spørgsmålet meldte sig tirsdag, da to helt unge mænd blev anholdt og sigtet for at have taget billeder af forsvarsvirksomheden MyDefence i Nørresundby. 

De to har angiveligt delt billederne med en person på beskedtjenesten Telegram. 

Politiet arbejder ud fra en teori om, at de to unge er blevet hvervet af en russisk efterretningstjeneste, så de kan kigge nærmere på virksomheden, der sælger anti-dronesystemer til Ukraine.

Krigen i Ukraine kører nu på femte år. En krig, der i vidt omfang bliver udkæmpet med droner. 

»Både Rusland og Ukraine er nogle af dem, der er allerlængst fremme med hensyn til droner. Så man kan undre sig over, hvad det er, de vil,« siger forsvarsekspert Peter Ernstved Rasmussen.

Det overrasker ham imidlertid ikke, at russerne har kig på Danmark.

»Med den måde krigen i Ukraine udvikler sig på og vores fortsatte støtte til ukrainerne, så er det ikke overraskende, hvis russerne er interesserede i os,« siger Ernstved Rasmussen, der er chefredaktør på forsvarsmediet OLFI. 

»PET har advaret om, at det her kan ske, og virksomhederne går meget op i at øge sikkerheden. Vi er klar over, at vi er særligt udsatte for sabotage,« tilføjer han. 

Men hvorfor går russerne op i en mindre dansk dronevirksomhed, hvis de selv er blandt de bedste i verden til at føre krig med lige præcis den type materiel?

Peter Ernstved Rasmussen har et kvalificeret bud:

»Det er nok fordi, de vil finde ud af, hvor langt vi er, og finde ud af, om vi er ved at hjælpe ukrainerne med at få et vidundervåben.«

Han hæfter sig også ved, at de to unge mænd har taget billeder af virksomheden ude fra, og det giver Peter Ernstved en idé om, hvad hensigten har været:

»Det kan være med henblik på at finde ud af, hvordan man kan komme ind på virksomheden og udnytte de fysiske installationer og dermed også en risiko for, at billederne kan bruges til at undersøge adgangsforholdene med henblik på sabotage.«

Eksempler fra udlandet viser, at det bestemt ikke er et ukendt fænomen, at russerne rekrutterer helt unge via de sociale medier til at udføre opgaver af den ene eller den anden slags. 

Det er dog så vidt vides første gang, at vi ser et eksempel på det herhjemme. 

Selvom de to unge mænd under grundlovsforhøret ifølge DR ikke virkede, som om de var klar over, hvad sagen drejede sig om, er der bestemt grund til at tage sagen alvorligt, understreger forsvarseksperten. 

»Det er enormt simpelt, det, der er foregået. Vi kan glæde os over, at det ikke er værre. Men det understreger, at der er en øget trussel, og at der er folk derude, der arbejder på at finde ud af, hvad vi kan og hvad vi vil.«

Tirsdag aften oplyser de to sigtedes forsvarsadvokat, at de to mænd er ukrainske statsborgere.