I 1990'erne var Thorkild Høyer mægler mellem Hells Angels og Bandidos i den store nordiske rockerkrig. Men den rolle skal vi ikke forvente at se ham i de nærmeste dage i den eskalerende bandekrig i København, siger han.
»De forskellige parter skal først og fremmest ønske at stoppe konflikten, før man kan begynde at mægle. Og det har jeg ikke set særligt tydelige tegn på i den nuværende konflikt. Det virker snarere som om, at man er i et tidligt stadie af konflikten, hvor det gælder om at vise, hvem der kan pisse længst,« lyder det bramfrit fra Thorkild Høyer.
Københavns Politi måtte lørdag morgen gå offentligt ud og advare især unge mænd i 17-25-års alderen om at bevæge sig rundt på Nørrebro. De to grupperinger i bandekonflikten ved nemlig ikke, hvem hinanden er, og bl.a. derfor er to tilfældige borgere blevet ramt af skud inden for det seneste døgn. Chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Skov, erkendte samtidig, at det er nærmest umuligt for politiet at forhindre det, når unge mænd i bandekonflikten vil dræbe hinanden, Og den melding er ikke set siden 2. verdenskrig.
Professor og forsker i bandekriminalitet, Line Lerche Mørck har fulgt den udvikling, bandekriminalitet har undergået siden 1998.
Hun er ikke i tvivl om, at det er helt nødvendigt at sætte massivt ind med gadeplansmedarbejdere, der kan give gode råd og få dialogen i gang mellem grupperingerne.
»Tidligere var man bedre til at skabe det, jeg i min bog kalder grænsefællesskaber, dvs. ansætte gadeplansarbejdere, der så at sige havde et ben i hver lejr. De havde føling med, hvad der skete og kunne gå i dialog med grupper i konflikt og dermed ofte forebygge at det eskalerede.«
»Samtidig var der lokale bydelsråd, hvor der var kort afstand mellem gadeplansmedarbejderne og dem, der bestemte, hvor Nørrebro havde sin egen borgmester. Og det er vigtigt, fordi man som gadeplansmedarbejder har brug for en tæt kommunikation og vide, at nogen ’har deres ryg', dvs. politisk og ledelsesmæssig opbakning, når man skal agere her og nu i så svære og konfliktfyldte situationer.
»Men Bydelsrådene blev nedlagt og i dag har Københavns Kommune en benhård ansættelsespolitik, hvor de prioriterer folk med høje uddannelser, der til gengæld ikke har rod i miljøet. Der er stadig nogle få der også ansættes fra de lokale områder, men de har sjældent legitimitet til at gå ind og arbejde med så svære opgaver som fx konfliktmægling, bl.a fordi de ikke har samme politiske og ledelsesmæssige opbakning som tidligere.
»Tendensen er nu, at kommunen vil klare det hele selv, og det samme har været politiets holdning. Man samarbejder ikke så gerne med mennesker, der selv er vokset op som rødder i områderne eller med nogen, der har en fortid i bandemiljøet. Derfor står vi i dag uden tilstrækkeligt med medarbejdere, der er 'street wise' - nogle, der kan aflæse miljøet og konfliktmægle, samt give gode råd om, hvad man skal svare, hvis der kommer nogen og spørger, hvor man 'er fra', når man færdes på tværs af lokalområder.
»Problemet er jo, at når politiet kommer med en udmelding om, at de ikke kan sørge for uskyldige unge mænds sikkerhed, når de går på gaden i udsatte områder, så kan man risikere, at der er flere og flere, der bliver hvervet til at forsvare deres ’lillebrødre’. De unge skal vide, at hvis de bliver spurgt om, hvor de kommer fra og de fx svarer ’jeg bor i Mjølnerparken’, så kan de blive opfattet som fjenden, og det kan starte en hel spiral,« siger Line Lerche Mørck.
