Torsdag bliver en skæbnesvanger dag for Danmarks nok mest kendte nabo – Markus Hvass.

Enten går han fra retten i Holbæk som en fri mand, eller også ender han med en plet på straffeattesten – én der ifølge en ekspert kan være i form af en fængselsstraf.

Over fem retsdage har nabostriden fra TV 2s dokumentar 'Naboen fra Helvede' fortsat i retssal A i Holbæk Byret.

15 vidner - herunder nabo og ejer af minigolfbanen Simon Larsen - har været forbi vidneskranken og givet forklaring om et stort antal tiltaler om chikane og trusler, som Markus Hvass angiveligt skulle have udført mod nabovirksomheden.

Blandt andet mener anklagemyndigheden, at Markus Hvass har brudt sit tilhold mod naboen i 17 tilfælde, mens Markus Hvass også anklages for at true Simon Larsen på livet.

Men torsdag skal domsmandsretten afgøre, om tilflytteren kendes skyldig.

Og det kan ende med en fængselsdom, lyder det fra Mette Grith Stage, der er forsvarsadvokat og ledende partner i Stage Advokatfirma.

»Man kan udlede af anklageskriftet, at anklagemyndigheden har lagt op til en fængselsstraf på mere end 30 dage. Det skyldes, at tiltalen er rejst som en domsmandssag,« vurderer forsvarsadvokaten.

»Hvis anklageren gik efter mindre end 30 dage, så var det ikke nødvendigt at køre den sådan,« siger Mette Grith Stage.

Det er dog ud fra anklageskriftet svært at vurdere, præcist hvor meget fængselstid Markus Hvass risikerer.

Forsvarer Mette Grith Stage er til daglig ledende partner hos Stage Advokatfirma.
Forsvarer Mette Grith Stage er til daglig ledende partner hos Stage Advokatfirma. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For det kan være formidlende at nogle af forholdene udspillede sig for år tilbage. Yderligere kan tiltaler også lægges sammen og give 'rabat' i tilfælde af, at Markus Hvass dømmes skyldig.

»Det er sådan i en straffesag, at når der er flere forhold til samtidig pådømmelse, får man en form for rabat. Skulle man give et banalt eksempel, plejer vi at sige, at et kilo kokain giver fem års fængsel, og to kilo giver seks år,« siger hun.

Derfor er det svært at vurdere, hvilken straf sagens anklager, Lasse Christiansen, vil argumentere for at Markus Hvass skal have.

Men han vil formodentlig sigte efter, at Markus Hvass skal have en ubetinget fængselsdom, siger Mette Grith Stage.

TV 2s dokumentar 'Naboen fra helvede' er blevet set af næsten en million danskere.
TV 2s dokumentar 'Naboen fra helvede' er blevet set af næsten en million danskere. Foto: TV 2

Under retsmøderne i Holbæk har Markus Hvass og hans forsvarsadvokat flere gange anfægtet tilholdet mod at kontakte minigolfparken eller dennes personale – direkte eller indirekte.

Markus Hvass har erkendt at have råbt fra sin bolig ved siden af minigolfbanen, men det har ikke været henvendt til privatpersonen bag minigolfbanen, men virksomheden.

Med henvisning til sin ytringsfrihed har Markus Hvass argumenteret for, at man ikke bør kunne få et tilhold mod en såkaldt 'juridisk person'.

Derfor har han nægtet sig skyldig i alle anklager mod ham. B.T. har forud for domsafsigelsen spurgt Markus Hvass, om han vil udtale sig om sagen.

Det har han ikke ønsket.

B.T. er til stede i retten torsdag, hvor der afsiges dom i Holbæk Byret. Følg med lige HER.