Den kendte dj Philip Lundsgaard og de omtrent 119 andre, der mistede deres nye pas eller kørekort ved tyveriet af Borgerservice i Hørsholm tidligere på året, er langt fra de eneste personer herhjemme, der har prøvet at få stjålet og misbrugt sin identitet.



Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for DR i 2012, så har hele tre pct. eller omkring 126.000 af danskerne været ude for identitetstyveri.

Og hvis man først er så uheldig, er der desværre ikke meget at gøre. Det fastslår en ekspert i kriminologi.

- Der er desværre ikke så meget at gøre, hvis man for stjålet sit ID. For man kan ikke bare skifte CPR-nummer. Det eneste man kan gøre er, at anmelde det til politiet. Men personen, der har dit ID, kan blive ved med at misbruge det for altid, hvis han eller hun ikke bliver fanget, siger lektor ved Københavns Universitet og ekspert i kriminologi Peter Kruize til BT.

- Når man handler på nettet, er CPR-nummer ikke altid nok. Men hvis man er i besiddelse af eksempelvis et kørekort, så er det nemt at købe ting over nettet. Problemet opstår, fordi vi køber flere ting over nettet, siger Peter Kruize.

- I øjeblikket har vi ikke de rette midler til at forhindre sådanne ting. Og problemet er også, at når man lukker et hul, så finder dem der vil udnytte det bare nye huller, så der er ikke så meget at gøre, siger Peter Kruize.