Danmark står i 'en alvorlig sikkerhedspolitisk situation', siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen på et pressemøde.

Det kommer efter flere dronehændelser over danske lufthavne på få dage. Ifølge en ekspert er de danske myndigheder 'under enormt pres'.

På pressemødet fortæller justitsminister Peter Hummelgaard og forsvarsministeren, at en række nye tiltag til bekæmpelse af droner vil blive indført.

Og så sætter de ord på truslen:

»Det sker i forlængelse af en lang række dybt bekymrende episoder i Europa. Det fortæller desværre en meget alvorlig historie om, hvad det er for en tid, vi lever i,« siger Peter Hummelgaard og uddyber:

»Målet med den her slags hybride angreb er at skabe frygt, skabe splid og gøre os bange. Det er vigtigere end nogensinde, at vi står sammen.«

Hændelsen over en række jyske lufthavne onsdag aften kommer efter en anden dronehændelse over Københavns Lufthavn mandag aften.

I begge tilfælde lukkede droner luftrum i flere timer.

Og spørger man Peter Viggo Jakobsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, så vokser presset på Danmark voldsomt lige nu.

Det sagde han til B.T. kort inden pressemødet.

»De danske myndigheder kommer under et enormt pres lige nu. Folk er bange, og de skal komme med et svar,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Der skete ikke noget over København eller i det jyske, men vi fremstår fuldstændig uforberedte,« siger den danske ekspert.