En nattevagt udviklede sig onsdag ubehageligt for en kvindelig ekspedient på Circle K i Herning.

Klokken 4.45 betjente hun en kunde, der bestilte noget mad. Tilsyneladende var han dog ikke tilfreds med servicen.

I hvert fald overfaldt han ud af det blå den kvindelige ekspedient, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

»Pludselig tager han fat om nakken på ekspedienten og tildeler hende slag i ansigtet med den anden hånd,« siger vagtchef Simon Skelkjær.

Herefter tog overfaldsmanden to flasker sprut og forsvandt ud af døren.

Så snart han havde forladt butikken, brugte ekspedienten sin overfaldsalarm til et vagtselskab, der alarmerede politiet.

Med hjælp fra ekspedientens signalement af hendes overfaldsmand, tog det blot politiet otte minutter at lokalisere ham et anden sted i byen, hvor han på stedet blev anholdt og sigtet for vold og tyveri.

Ifølge politiet er ekspedienten rystet, men hun har ikke fået alvorlige fysiske skader som følge af overfaldet.