Eksbetjent om 'manden på den sorte cykel': 'Den kamp vinder man nok ikke'
Hvordan bærer man sig ad, hvis man skulle støde på en som 'manden på den sorte cykel'. Eks-politibetjent giver sit bedste råd.


Nogle har følt sig fanget. Andre er flygtet.
Kvinder, der har mødt 'manden på den sorte cykel', beskriver utryghed og frygt. Men hvad gør man egentlig, hvis man støder på en grænseoverskridende person som ham?
Det giver eks-politibetjent Marc Johansson sit bedste bud på her.
»Mit bedste bud er at undgå ham. Han vil sandsynligvis være kontaktsøgende, så hvis man på afstand kan genkende ham, skal man ikke søge øjenkontakt. Svar ikke på hans henvendelser,« fortæller han til B.T.
Da Sara bliver opsøgt af 'manden på den sorte cykel' i 2024, forsøger hun ihærdigt at afvise hans tilnærmelser. Men lige lidt hjælper det.
For da hun drejer skarpt ind for at søge dækning i en kiosk, griber manden også ud efter hende.

»Ud fra B.T.s oplysninger virker han ikke som om, han er bange for konfrontation. Han er nok typen, som gerne kravler op ad konflikttrappen,« vurderer Marc Johansson og fortsætter:
»Den kamp vinder man nok ikke. Han ender med at få opmærksomhed og en grund til at kalde dig racist ud af det.«
Marc Johansson havde sin debut i politiet i 2004 og var i sin tid også lokalbetjent, hvor han har flere gange har stiftet bekendtskab med personer, der gentagne gange skaber utryghed i lokalmiljøet.
Efter Marc Johanssons vurdering er politiets muligheder for at stoppe personer som 'manden på den sorte cykel' stærkt begrænsede.
Ifølge B.T.s oplysninger ligger der noget nær 100 sager på den 26-årige. Alligevel er det svært at sætte en stopper for ham. En pointe, advokat Erbil Kaya tidligere har forklaret overfor B.T.
Den tidligere betjent er enig.
»Politiets handlinger vil være meget begrænset,« siger Marc Johansson.
Det betyder dog ikke, at man skal lade være med at kontakte politiet. Tværtimod er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan man henvender sig, understreger Marc Johansson.
»Hvis man ringer 1-1-4 skal man være meget tydelig i sin formulering, hvis man vil anmelde ham. Det kan også ske, at beskeden er, at man selv skal udfylde en skriftlig anmeldelse.«
Marc Johansson forklarer, at et opkald til 1-1-4 ikke automatisk registreres som en anmeldelse.
Derfor risikerer episoder at gå tabt, hvis de ikke bliver anmeldt korrekt.