En 50-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Her erkendte han sig skyldig i manddrab på en bekendt, der er jævnaldrende.

Manden, der har været medlem af en gruppering med tilknytning til Hells Angels, er sigtet for drabet på en bekendt, der blev fundet død på en mark tæt på Holeby på Lolland fredag formiddag. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge sigtelsen fandt drabet set torsdag aften. Den sigtede mand forklarede i retten, at han havde skudt den dræbte i halsen og ladt ham forbløde. Det gjorde han tilsyneladende, fordi han mistænkte kammeraten for at stå bag et tyveri af en riffel og 55.000 kroner.

Anklager Michael Boolsen blev formentlig overrasket af, at han måtte udvide sigtelsen mod den drabssigtede. Han indrømmede nemlig et mislykket drabsforsøg mod et familiemedlem til den dræbte. Hvorfor han forsøgte at komme et af den dræbtes familiemedlemmer til livs, fremgår dog ikke af avisens artikel.

Det kom også frem under grundlovsforhøret, at den 50-årige drabssigtede mand, i de senere år har været i et exitprogram.

B.T. har tidligere talt med Niels Jørn Wibholm, der ejer ejendommen, hvor man fandt liget af den dræbte mand.

»Det er voldsomt og lidt af et chok, at det er sket her« sagde Niels Jørn Wibholm til B.T.

»Normalt tænker man jo, at den slags jo kun sker andre steder.«

Han fortalte, at han ikke havde lagt mærke til noget usædvanligt, før politiet strømmede ind i området.

Føler du dig usikker, nu hvor det er sket på din ejendom?

»Nej, ikke personligt. Min kone og vores børn er dog lidt berørt af det. Men det har ikke noget med os at gøre. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, som er ude efter os. Umiddelbart ligner det et internt opgør af en slags, men jeg ved det ikke,« sagde han fredag aften til B.T.