Allerede dengang Marc Johansson begyndte i politiet i 2004, stødte han på begrebet.

At politiet »vasker sager«.

Sager, hvor man lod være med at lave basal efterforskning for hurtigere at kunne lukke dem.

Og det var almindelig snak, at efterforskere lige »satte sig ned og vaskede nogle sager«, hvis der var stille på en weekendvagt.

Derfor kommer Statsrevisorernes nye kritik af politiet heller ikke bag på den tidligere betjent, der arbejdede i politiet i ti år.

»Det er noget, der har stået på i så mange år, at jeg har svært ved at forestille mig, at der sidder nogen højt oppe i systemet, som ikke har kendt til kulturen,« siger den 47-årige tidligere betjent til B.T.

En ny undersøgelse fra Rigsrevisionen, som blev offentliggjort i denne uge, har fået Statsrevisorerne til at udtale skarp kritik af politiet. 

Undersøgelsen blev sat i gang efter DRs afsløringer sidste år om, hvordan betjente beskrev en kultur, hvor politiet »vaskede sager«.

Derudover viser undersøgelsen, at der i omkring 13.000 sager ikke er registreret et eneste efterforskningsskridt, før sagerne blev lukket. Rigspolitiet er dog uenig i den konklusion. 

Men ifølge Marc Johansson er fænomenet med »vaskede sager« langt fra nyt. Han fortæller, at han allerede blev introduceret til begrebet i sine første år som betjent i 00erne.

Mandag holdt Statsrevisorerne pressemøde, hvor de udtalte en skarp kritik af Rigspolitiet. 
Mandag holdt Statsrevisorerne pressemøde, hvor de udtalte en skarp kritik af Rigspolitiet.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Jeg har ikke selv været efterforsker. Men da jeg begyndte som lokalbetjent, havde jeg weekendvagter sammen med folk fra efterforskningen,« fortæller han.

»Hvis der ikke var særlig travlt, kunne de med et smil sige: ‘Jeg sætter mig lige ned og vasker nogle sager’.«

Han understreger samtidig, at problemet efter hans mening ikke kan reduceres til enkelte betjente.

Han endte selv med at stoppe i politiet i 2014, fordi han ikke følte, at han havde tid til de opgaver, han egentlig gerne ville løse. I dag arbejder han i Københavns Kommune.

Selv om han mener, at problemerne har været kendt internt i mange år, peger han også på et bredere politisk ansvar.

Ifølge ham handler det grundlæggende om et misforhold mellem de opgaver, politiet forventes at løse, og de ressourcer, politiet har til rådighed.

»Man kan ikke bare placere ansvaret hos enkelte betjente eller én bestemt justitsminister. Det her har stået på i årevis, og lige nu flyder ansvaret nedad i systemet,« siger han.

Han peger samtidig på, at flere politiske initiativer gennem årene ikke i tilstrækkelig grad har løst problemerne med bemanding og arbejdspres i politiet.

Rigspolitichef Thorkild Fogde har i et modsvar til kritikken slået fast, at han ikke mener, at »borgerne bliver ladt i stikken« af politiet. 
Rigspolitichef Thorkild Fogde har i et modsvar til kritikken slået fast, at han ikke mener, at »borgerne bliver ladt i stikken« af politiet.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Man bliver nødt til at forholde sig til tallene og erkende, at det ikke rigtig er lykkedes at øge politistyrken nok. Og så bør man lave en større undersøgelse af, hvordan man fastholder og tiltrækker flere betjente,« siger han.

Statsrevisorerne slog mandag fast, at de forventer et svar på kritikken fra justitsministeren i den kommende regering senest fire måneder efter, at regeringen er dannet.

B.T. har forelagt Marc Johanssons udtalelser for Rigspolitiet og spurgt, hvorvidt de kan genkende billedet.

»I Rigspolitiet er vi ikke glade for udtrykket ’vask af sager’, da det antyder, at politiet i strid med lovgivningen systematisk og usagligt henlægger sager,« skriver de i en mail.

»Den prioritering, som foregår i politiet hver dag, skal selvfølgelig foregå inden for lovens rammer, og det skal borgerne også kunne forvente, at den gør.«

Derudover påpeger Rigspolitiet, at politiet modtager flere tusind anmeldelser om ugen.

»Derfor er det nødvendigt at prioritere i det daglige arbejde. Sådan har det altid været, og det er med til at sikre, at politiet så vidt muligt anvender ressourcerne mest hensigtsmæssigt i forhold til det aktuelle kriminalitets- og situationsbillede,« skriver de.

Rigspolitiet understreger, at politiet bliver styrket markant i de kommende år som led i det nyligt indgåede politiforlig.