De var ikke længere gift, da Lisa Marie Skjærbæk blev dræbt sent den 2. eller 3. september.

Men Dan Dobkin Jensen havde stadig tæt kontakt med sin tidligere hustru, og han er dybt berørt, da BT møder ham på stedet, hvor Lisa torsdag blev fundet gemt bag en bunke grus og havefliser.

- Det hjælper mig med at få noget af vreden ud, siger han og gnider sine øjne.

Et enkelt billede af Lisa står i jorden, hvor liget af den 35-årige mor til tre lå skjult, og en buket røde roser sender sammen med ordene på billedet en sidste hilsen:

Farvel min skat
Mor
Du vil altid blive savnet, elsket og være i vores hjerter.
Hvil i fred

To mænd er varetægtsfængslet i fire uger sigtet for i forening at have taget livet af Lisa, og ifølge BTs oplysninger er der tale om to personer, der ligesom Lisa havde deres gang på Overførstergården, hvor den dræbte blev fundet i haven.

Et midlertidigt botilbud for folk med alkoholproblemer, som er i behandling for misbruget.

- Det kører op og ned hele tiden, jeg har så meget indeni, som skal ud, siger Lisa Maria Skjærbæks efterladte ex-mand.

Selvom han blev skilt fra Lisa Maria Skjærbæk i sommer, tog de hver uge sammen til Vordingborg, hvor deres to piger er i familiepleje. Den dræbtes ældste datter fra et tidligere forhold er hos hendes søster.

Idet Dan Dobkin Jensen forlader Lisas sidste hvilested sammen med sin bror, instruerer han to kvinder om at holde den lille mindeplads fin.

- I må godt sørge for, at lysene bliver ved med at brænde, siger han.