Ukendte gerningsmænd har fjernet Egtvedpigens dragt fra det lille museum ved hendes grav. Dragten er dog kun en kopi, og den ægte vare er i sikkerhed på Nationalmuseet.

Egtvedpigen mistede sin dragt mandag aften, hvor en montre på det lille museum ved gravhøjen i Nybjerg Mølle vest for Vejle er blevet brudt op. Den stjålne dragt er dog kun en kopi, eftersom den originale dragt er låst inde på Nationalmuseet i København.

Indbruddet blev opdaget af Birgit Skov, der tilser Egtvedpigens grav, og hun ærgrer sig over tøjtyveriet.

- Både kjolen og bæltespændet er naturligvis kopier, men måske har nogen troet, at de kunne komme af med sådan noget, siger Birgit Skov til DR Trekanten.

Kjoletyveriet er meldt til politiet, og selv om hverken kjole eller bæltespænde har nogen stor værdi, vil Vejle Museerne meget gerne have beklædningsgenstandene tilbage.

Egtvedpigen er et af de bedst bevarede ligfund fra bronzealderen, primært på grund af den velbevarede klædedragt. Det er cirka 3.300 år siden, den 16-18-årige pige blev lagt i en gravhøj ved Egtved, indsvøbt i kohud og dækket af et uldent tæppe. Hun blev fundet i 1921.

Ved den rekonstruerede grav i Nybjerg Mølle mellem Billund og Egtved er der bygget et lille museum, som beskriver det sjældne fund.

BNB