Nej, det er ikke et markedsføringsstunt. Sådan lyder det fra udstillingsleder Mica Stoltze Nielsen, Nordisk Film, som lørdag slog dørene op til sin 50-års jubilæumsudstilling om hele Danmarks Olsen Banden.

Knap halvandet døgn senere - søndag klokken 12.17 - løste en ældre kvinde, som Mica Stoltze Nielsen beskriver som ‘småfed og almindelig’ - med slet skjult reference til Yvonnes signalement af ‘Bøffen’ i Olsen Banden-filmene - billet til udstillingen.

»Klokken 12.18 går kvinden meget målrettet ind i Yvonnes stue og snupper Egons plan, en pakke med brunt indpakningspapir og sejlgarn. Hun står lige og kigger sig omkring og venter til de andre besøgende er gået ud af Yvonnes stue, og så stopper hun pakken ind under jakken og lyner. Klokken 12.19 forlader hun Nordisk Film. Det er timet og tilrettelagt,« siger Mica Stoltze Nielsen.

Pakken med de geniale planer er et klenodie fra Olsen Banden-filmene. Det er den Egon Olsen har under armen, når han forlader Vridsløselille Statsfængsel i filmenes intro. Nordisk Film har anmeldt tyveriet til politiet og tror og håber på en hurtigt opklaring. Gerningskvinden bliver nemlig fanget af flere overvågningskameraer.

»Vi har gode billeder, hvor vi kan se hende ganske tydeligt,« siger Mica Stoltze Nielsen.

Samtidig begik hun en fejl, som ville have fået Egon Olsen til at udbryde: »Jeg finder mig ikke i det! Det er det samme hver gang. Det er det samme hver eneste gang. Man har en plan - en genial plan! - og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater!«

Kvinden brugte nemlig sit Dankort, da hun købte billet i Nordisk Films reception.

»Vi har kortnummeret, så herfra må det være det en forholdsvis let sag at opklare for politiet,« siger Mica Stoltze Nielsen og tilføjer tørt:

»Måske bliver hun også lidt skuffet, når hun opdager, at det ikke er Egon Olsens originale planer fra filmen, hun har stjålet, men et nyere eksemplar af Kristeligt Dagblad pakket ind i brunt indpakningspapir omvundet med sejlgarn. Alle de originale effekter fra filmene er under glas.«

Nicklas Smedegaard Pedersen er rundviser og medansvarlig på udstillingen. Trods det ckokerende kup ved højlys er han klar til at vise besøgende rundt igen i dag.

»Selv amatører og hundehoveder kan åbenbart bryde ind i vores udstilling. Men trods den stjålne effekt skal det nok blive en skide god udstilling,« siger han.

Vagthavende ved Københavns Politi havde mandag aften ingen kommentarer til efterforskningen af sagen.