Eftersøgt melder sig selv efter vold ved VM-visning
En person blev onsdag opfordret til at melde sig selv efter vold. Fredag morgen hørte politiet fra ham.

En person blev onsdag opfordret til at melde sig selv efter vold. Fredag morgen hørte politiet fra ham.

En eftersøgt mand har fredag morgen meldt sig selv til politiet i en sag om farlig vold ved et storskærmsarrangement på Islands Brygge.
Det skriver Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
En 32-årig svensk mand kom tirsdag aften alvorligt til skade til storskærmsarrangementet i København, hvor der blev vist en kamp fra VM i fodbold.
Politiet vil ikke oplyse, hvordan den 32-årige har det fredag.
Tilskuerne blev efter voldsepisoden informeret via beskeder på storskærmen.
- Vi har haft en hændelse og afventer politiets retningslinjer for, hvordan resten af aftenen skal forløbe.
- Vi beder jer venligst om at trække tilbage på pladsen og respektere de afspærringer, der er sat op. Vi vender tilbage, så snart vi har en afklaring, fremgik det af skærmene.
Politiet oplyste uden at gå i detaljer, at voldsepisoden tilsyneladende udsprang af en uoverensstemmelse på stedet.
Onsdag opfordrede politiet manden til at melde sig. Her udsendte kredsen et billede af den mistænkte.
Han er sigtet for vold og fremstilles cirka klokken 12.30 i et grundlovsforhør i Københavns Byret.
RITZAU