I slutningen af januar flygtede en berberabe fra Blåvand Zoo. Den er fredag fundet død tæt ved en stor vej.

Blåvand: Eftersøgningen af en berberabe fra Blåvand Zoo fik i fredags en trist udgang, da aben blev fundet død omkring en kilometer fra den zoologiske have. Det fortæller direktør for Blåvand Zoo Hans Hestbech.

- Nogle sommerhusgæster fandt den under et træ tæt ved vejen.

- Der var umiddelbart ikke nogen skader på den. Dødsårsagen kender jeg ikke, men jeg tror, den er blevet kørt over, siger han.

Om aben er blevet kørt ned, finder den zoologiske have formentlig ud af på onsdag, hvor den skal obduceres af en dyrlæge, som skal afgøre den præcise dødsårsag.

Berberaben har været eftersøgt siden slutningen af januar. Her flygtede den fra sit bur, fordi den havde været oppe at slås med nogle hanaber om nogle hunaber.

Området, den er fundet i, er samme område, hvor den tidligere er blevet set flere gange uden at blive fanget.

- Vi havde jo håbet på, at den ville være kommet hjem. Men når der går så lang tid, så var vi jo også begyndt at være lidt skeptiske, siger Hans Hestbech.

Søgningen efter aben har både involveret fælder og en skytte, der dog senere blev bedt om at lægge geværet, da Hans Hestbech ville have aben levende hjem.

Berberaben er på størrelse med en mellemstor hund, og umiddelbart har den levet godt i det fri ind til den døde.

- Den havde i hvert fald ikke tabt sig. Den så fin og velnæret ud. Jeg tror, den har levet af det mad, der er på fuglebrædderne rundt omkring ved sommerhusene, siger Hans Hestbech.

Blåvand Zoo har nu forhøjet hegnet rundt om det anlæg, som berberaberne er i for at forhindre, at det sker igen.

Det er ikke første gang, at en berberabe er løbet hjemmefra i Blåvand. I efteråret 2013 slap en berberabe også ud af sit bur. Dengang kom aben dog hjem igen i god behold.

/ritzau/